Roskilde Museum udstiller forbløffende fund fra bronzealderen
02.12.2021
Af Stine Blegvad
En opsigtsvækkende halsring er en såkaldt wendelring, som består af et avanceret, vredet spiralmønster. Den er datereret til ca. 500 før vor tidsregning og kan opleves på Roskilde Museum frem til og med skolernes vinterferie i uge 8. Foto: Kristian Grøndahl/ROMU.
Frem over kan besøgende opleve udvalgte arkæologiske fund og andre museumsgenstande, som publikum ellers ikke ville have adgang til. Roskilde Museum dedikerer nemlig et rum til kortvarige særudstillinger af genstande, som museet arbejder med lige nu. Første udvalgte genstand er en 2.500 år gammel halsring, der for nylig blev indleveret – og som man næsten skulle tro var ny.
For omtrent 20 år siden fik en gårdejer ved Syv Holme, nær ved Lejre, øje på en stor ring af metal mellem det spirende korn på marken. Gårdejeren tog ringen med hjem og lagde den i et skab. Først for nylig, da gården skulle sælges, kom ringen frem igen. Gårdejeren afleverede ringen til ROMU, hvor arkæologerne straks kunne afgøre, at der var tale om en halsring fra bronzealderen.
Ifølge Lars K. Christensen, chef for forskning og kulturarv ved ROMU, var det måske ikke så mærkeligt, at gårdejeren ikke i første omgang så, at der var tale om en oldsag.
”Den store halsring ser faktisk forbløffende moderne ud”, siger han.
”Med sit avancerede, spiralformede design ligner den noget, der godt kunne stamme fra en nutidig kunsthåndværker. Men den er altså 2.500 år gammel, og et vidnesbyrd om, hvor fantastisk dygtige datidens mennesker var til at støbe og forme i bronze. Den synes vi, at alle skal have mulighed for at opleve så hurtigt som muligt,” forklarer han.
Et kig på de mest spændende sager lige nu
Den imponerende halsring er derfor valgt som den første genstand i udstillingsrummet, der løbende skal give de besøgende et indblik i noget af alt det spændende, som museet arbejder med.
”Der dukker hele tiden nye spændende fund op, når vores arkæologer graver, eller når folk indleverer ting til os fra den nærmeste fortid. Og det er kun en meget lille del af alt dét, vi rummer som museum, der kan opleves i vores udstillinger. Med det nye tiltag får de besøgende mulighed for at få et ekstra kig til noget af det allermest interessante, vi aktuelt arbejder med – uden at det ligefrem kræver en stor, ny særudstilling, som kan tage år at skabe,” forklarer Dorthe Godsk Larsen, museumsinspektør på Roskilde Museum.
Man skal ikke vente for længe, hvis man vil opleve den fantastiske halsring fra bronzealderen.
”Halsringen falder uden tvivl ind under reglerne for Danefæ”, forklarer Lars K. Christensen.
”Danefæ er arkæologiske fund, som er så vigtige, at de skal overgå til Nationalmuseet. Og så er det slut med at se den i Roskilde.”
Eller måske er det ikke. Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, har nemlig for nylig erklæret, at han fremover gerne ser, at flere genstande kommer tilbage til de lokale museer, der hvor de oprindeligt blev fundet.
”Måske betyder det, at halsringen fra Syv Høje også i fremtiden vil kunne udstilles på Roskilde Museum”, håber ROMU’s chef for forskning og kulturarv.
Foreløbig kan halsringen opleves på Roskilde Museum fra og med lørdag den 4. december 2021 frem til og med 27. februar 2022.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA ROSKILDE MUSEUM
Stort program på Roskilde Museum under Himmelske Dage
Samarbejdet mellem museet og kirkefestivalen har resulteret i et stærkt udbud af oplevelser med museet som ramme. Ud over de tilbud, som museet selv står bag i forbindelse med festivalen, lægger Roskilde Museum hus til 11 andre spændende arrangementer med festivalen som arrangør
Ny podcast: Oplev Roskildes religionshistorie fra et kvindeperspektiv
Ny podcast: Oplev Roskildes religionshistorie fra et kvindeperspektiv Hvad kan fortidens kvinder lære os om religion i samfundet og det at være kvinde i dag? Museumsinspektør, ph.d., Laura Maria Schütze dykker ned i byens historie og taler med lokale kvinder og...
Oplev Vincent F. Hendricks i foredrag om fake news
Roskilde Museum inviterer til et underholdende og tankevækkende foredrag med filosofiprofessor Vincent F. Hendricks om fake news. Onsdag den 11. maj slår han ned på fænomenet, som ganske vist er aktuelt, men som til alle tider har eksisteret.
Bedekranse og vandrestøvler: Roskilde Museum fortæller om pilgrimsfærden fra oldtid til i dag
Hen over foråret kan man blive klogere på “Roskildes pilgrimme” på Roskilde Museum. Den historiske valfart, som vi kender tilbage fra oldtiden, er nemlig blevet populær igen. Og den appellerer bredere end nogensinde før – til kristne og muslimer, til ikke-troende og til det søgende, moderne menneske
Foredrag: Kom med Adrian Hughes på en hæsblæsende jagt på familiens historie
Adrian Hughes ved om nogen, at virkeligheden kan overgå fantasien. Til marts holder han foredrag på Roskilde Museum for at fortælle videre på sin familiehistorie, som han med den populære podcast ’Min mors afskedsbrev’ tog hul på at oprulle sidste år
Roskilde Bibliotek og Roskilde Museum inviterer til demokratifestival
I uge 44 inviterer Roskilde Bibliotek og Roskilde Museum til VI♥DEMOKRATI – en demokratifestival, der skal gøre borgerne lidt klogere på demokratiet. Målet er at få især de unge til at engagere sig og forstå, at det faktisk godt kan nytte noget at bruge sin stemme.