Bedekranse og vandrestøvler: Roskilde Museum fortæller om pilgrimsfærden fra oldtid til i dag

25.03.2022

Tæppe workshop

Pilgrimsfærd er langt fra noget, der knytter sig til en bestemt tid eller religion. Faktisk er den de senere år blevet populær igen, både blandt troende og ikke-troende. Pilgrimmenes og valfartens historier kan opleves på Roskilde Museum fra lige op til påskeugen, fra fredag den 8. april, og resten af foråret. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen.

Hen over foråret kan man blive klogere på “Roskildes pilgrimme” på Roskilde Museum. Den historiske valfart, som vi kender tilbage fra oldtiden, er nemlig blevet populær igen. Og den appellerer bredere end nogensinde før – til kristne og muslimer, til ikke-troende og til det søgende, moderne menneske

Vandreskoene på, telefonen på flytilstand og af sted. Pilgrimsfærden kender vi helt tilbage fra oldtiden, men det er langt fra noget, der hører fortiden til. Og den behøver ikke at have et strengt religiøst formål.

Det er en af pointerne, når Roskilde Museum fra 8. april fortæller historien om pilgrimsfærden i en fokuseret, midlertidig udstilling i et af museets udstillingsrum.

Faktisk har valfarten som fænomen tilpasset sig både tiden og den enkelte vandrer, og det gør det til et interessant fænomen, fortæller Laura Maria Schütze, der er museumsinspektør ved ROMU, ph.d. og gæsteforsker ved RUC:

”I middelalderen gik man for at gøre bod eller for at vandre til et helligt sted. Men det ændrede sig med reformationen, og derefter var det primært dannelsesrejser, der sendte folk ud i Europa. Men inden for de seneste 10-20 år er pilgrimsfærden blevet populær igen. Både blandt katolikker og protestanter – men også blandt ikke-kristne. Folk søger et fællesskab blandt andre, der går, og de bruger vandringen til selvudvikling. De går for at komme lidt væk fra travlheden og ræset, så det bliver en måde at koble af på.”

Historisk set er pilgrimsfærden en – ofte lang og tidskrævende – rejse, der uden vores moderne rejseprivilegier blev foretaget med et religiøst sigte til et helligt sted. Formålet kunne være bod, bøn eller helbredelse. Den blev foretaget af både muslimer og kristne – og så er den overlevet til i dag, siger Laura Maria Schütze:

”Det er noget af det, der er så interessant: Der er noget almengyldigt over valfarten. Den findes i middelalderen og den findes i dag, den findes i kristendommen og i islam. Det er i virkeligheden skåret over samme læst, men med små forskelle. Og det er i de ligheder og forskelle, vi kan lære noget om os selv og hinanden.”

Ibskaller fra Caminoen

For at illustrere pilgrimmenes historie har museet blandt andet lånt både en muslimsk og en katolsk bedekranse – den katolske kaldes en rosenkrans – og fra museets egne samlinger kan man opleve rester af perleproduktion til bedekranse og gamle ibskaller. En ibskal er muslingeskal, som pilgrimmen traditionelt set tager med sig fra stranden efter at have gennemført Caminoen ved Santiago de Compostela. Det er en at de traditioner, der er overlevet fra middelalderen til i dag.

Ibskallerne, som kan ses på museet, er fundet i grave på Skt. Laurentii-kirkegården i Roskilde og stammer fra perioden 1050-1535. De vidner om, at også troende roskildensere tog den lange tur til det vestlige Spanien.

Udstillingen hedder “Roskildes pilgrimme” og er en del af et stort forskningsprojekt, der med støtte fra VELUX FONDEN skal undersøge religion og levet kulturarv. Som en del af projektet samarbejder ROMU og RUC om at kigge nærmere på det religiøse hverdagsliv. For i virkeligheden fylder det nok mere, end de fleste går og tror.

”Normalt har man en opfattelse af, at religion er privat og noget, der foregår derhjemme. Men det passer ikke. Der er masser af mennesker, der går pilgrimsruter, bruger rosenkranse, har ikoner eller dater efter stjernetegn. Folk klipper og klistrer, så den religiøse udøvelse passer til dem og deres liv,” siger Laura Maria Schütze.

“Roskildes pilgrimme” kan opleves på Roskilde Museum i et særligt udstillingsrum dedikeret til formålet fra fredag den 8. april og resten af foråret. Blandt andet som en del af Himmelske Dage, en kirkefestival, som foregår i Roskilde i Kristi Himmelfarts-ferien den 26.-29. maj.

Fakta

VELUX FONDENs museumsprogram har tildelt støtte til forskningsprojektet ’Religion – levende kulturarv’, som er er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, RUC, Den Gamle By, Dansk Jødisk Museum, Immigrantmuseet og ROMU.

Udstillingen “Roskildes pilgrimme” på Roskilde Museum hører under delprojektet ’Byen som religiøst hverdagsrum’, som er et samarbejde mellem RUC og ROMU.

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV 
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA ROSKILDE MUSEUM

Spotudstilling og foredrag kaster lys over børnegrave i bondestenalderen

Spotudstilling og foredrag kaster lys over børnegrave i bondestenalderen

I en ny spotudstilling på Roskilde Museum kommer gæsterne i nærkontakt med gravritualer fra bondestenalderen. Og helt usædvanligt handler det om børnegrave. Kostbare gravgaver og velbevarede dele fra klædedragter fra en gravhøj i det østlige Roskilde kan gøre os klogere på, hvordan samfundets yngste blev begravet for næsten 4000 år siden. Udstillingen følges op af foredrag.

læs mere
Klemmen fra Roskilde erobrede verden

Klemmen fra Roskilde erobrede verden

Klemmen, den simple hverdagsting udbredt i milliardvis, er faktisk et ganske moderne hjælpemiddel. Men hvad gjorde man før? Og hvordan overtog klemmen hele verden på rekordtid? Svaret findes delvist i Roskilde. Ny spotudstilling på Roskilde Museum åbner 27. juni og sætter lys på klemmens historie.

læs mere
Grundlovsdag på Roskilde Museum

Grundlovsdag på Roskilde Museum

På Grundlovsdag den 5. juni inviterer Roskilde Museum til hyggeligt samvær og fællessang, hvor vi med historiefortællinger og nærværet til Roskilde by omfavner grundloven gennem tale fra ROMUs direktør Morten Thomsen Højsgaard og musik akkompagneret af Line Rosenlund.

læs mere
En ”simpel blyklump” åbner døre til Roskildes fortid

En ”simpel blyklump” åbner døre til Roskildes fortid

Fundet af en lille blyklump på Sortebrødre Plads i Roskilde rummer en helt særlig historie. Blyklumpen har nemlig vist sig at være et segl fra middelalderen, der har siddet på et brev fra paven i Rom. Roskilde Museums nye spotudstilling viser, hvordan en enkelt genstand fortæller en vigtig historie om Roskildes forbindelse til Europa i middelalderen. Udstillingen åbner den 28. marts.

læs mere
X
post-8437

Roskilde brænder! – ny spotudstilling åbner 18. juni på Roskilde Museum

BEGIVENHED

Roskilde brænder! – ny spotudstilling åbner 18. juni på Roskilde Museum

 

20.03.2024

Branden på Lindenborg kro i 1967. Foto: Gorm Grove

I anledningen af Roskilde Brandvæsens 150 års jubilæum åbner spot-udstillingen ’Roskilde brænder!’ 18. juni i den gamle brandstation, som i dag huser Roskilde Museum.

Glæd dig til, i udstillingen og på sommerens byvandringer, at få indblik i de store by-brande, der hærgede Roskilde i byens ældste historie – og se hvordan brandvæsnet har udviklet sig fra sin oprettelse i 1874 frem til i dag.

Du kan komme tæt på brandmændenes dramatiske historie om indsatser ved store brande, som du måske selv kan huske: branden i Roskilde Domkirke i 1968 og Solum-branden i 2021. Hele sommeren er der aktiviteter for børn og nysgerrige voksne.

På åbningsdagen fortæller beredskabsdirektør Lars Robétjé kl. 19-21 om branden i domkirken i 1968 og giver et indblik i brandvæsnet dengang og i dag. Omkring 250 mand deltog i slukningsarbejdet af branden – hvoraf pensioneret vicebrandinspektør Ebbe Bødker på foredragsaftenen vil dele beretninger og minder fra branden og livet på brandstationen.

Læs mere og køb billet her: Foredrag: Domkirken brænder! v/beredskabsdirektør Lars Robétjé | Billetter | Roskilde | Samfund & Kultur | Billetto — Denmark

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV 
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

Åbent i dag
d.26-4-2024
11.00-21.00