ARKÆOLOGI
ROMU har det arkæologiske ansvar for Roskilde, Lejre, Frederikssund og Egedal kommuner. Her arbejder museets arkæologer for at sikre, undersøge og dokumentere de spor efter fortiden, som gemmer sig under jorden. Det sker blandt andet i forbindelse med byggeri, anlægsarbejde, lokalplaner og andre projekter, hvor fortidsminder kan blive berørt.
Vi samarbejder med kommunale planmyndigheder, entreprenører, bygherrer, lodsejere og amatørarkæologer, så arkæologiske interesser bliver tænkt ind tidligt i processen. En tidlig dialog kan skabe overblik over, om et område rummer fortidsminder, og om der er behov for en arkæologisk forundersøgelse eller udgravning, inden arbejdet begynder.
ROMUs arkæologiske arbejde tager udgangspunkt i Museumslovens kapitel 8, der beskytter kulturarven. Har du planer om jordarbejde eller byggeri i en af de fire kommuner, kan du kontakte ROMUs arkæologer for rådgivning om processen og reglerne. På siden kan du også finde information målrettet bygherrer og amatørarkæologer samt læse arkæologiske rapporter fra afsluttede udgravninger.
ARKÆOLOGI FOR BYGHERRER
Læs mere om, hvordan ROMU kan hjælpe dig som lodsejer, bygherre eller planlægger med at sikre kulturarven og overholde loven.
FOR AMATØRARKÆOLOGER
Læs mere om, hvad du som amatørarkæolog skal være opmærksom på, når du går på opdagelse
ARKÆOLOGISK VIDEN
Læs arkæologernes rapporter udarbejder på baggrund af afsluttede udgravninger
SÆRLIGT OM FORTIDSMINDER
ROMU er udpeget af Slots- og Kulturstyrelsen til at føre tilsyn med cirka 2.400 fredede fortidsminder på det centrale og vestlige Sjælland. Tilsynet skal sikre, at fortidsminderne bevares, og at deres tilstand bliver beskrevet og dokumenteret. Hvis der konstateres skader eller mulige overtrædelser af reglerne, bliver det registreret.
Danmark har mere end 30.000 fredede fortidsminder. De fortæller om livet gennem tusinder af år. Blandt fortidsminderne findes gravhøje fra bronzealderen, stenbyggede grave fra stenalderen, middelalderlige ruiner og voldsteder. Også nyere kulturspor kan være fredede, eksempelvis milesten, vildtbanepæle fra 1700-tallet og skanseanlæg fra Englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet.
Fredningen betyder, at fortidsmindet og området omkring det er beskyttet. Derfor må man ikke ændre, beskadige eller fjerne et fredet fortidsminde. Opdager du skader, ulovlig beplantning, jordarbejde eller andre ændringer ved et fredet fortidsminde, skal du orientere Slots- og Kulturstyrelsen og kontakte ROMU. Din henvendelse kan være med til at beskytte Sjællands synlige kulturarv for fremtiden.
KONTAKT ROMUS ARKÆOLOGER
Roskilde Museum
Sankt Ols Stræde 3
4000 Roskilde
+45 46 31 65 00
romu@romu.dk



