Roskilde Bibliotek og Roskilde Museum inviterer til demokratifestival

28.10.2021

Tæppe workshop

En af oplægsholderne på Roskilde Museum er historiker Gry Jexen, der med baggrund i sin bog ’Kvinde, kend din historie’ fortæller om betydningen af kvindernes stemmer og liv som en del af vores fælles historie og demokratiske udvikling.

I uge 44 inviterer Roskilde Bibliotek og Roskilde Museum til VIDEMOKRATI – en demokratifestival, der skal gøre borgerne lidt klogere på demokratiet. Målet er at få især de unge til at engagere sig og forstå, at det faktisk godt kan nytte noget at bruge sin stemme.

Når vi den 16. november skal sætte vores kryds ved kommunal- og regionsrådsvalget, tager vi det måske for givet, at vi overhovedet får lov til at stemme. Men demokrati er ikke noget, der er dumpet ned i vores skød. Det er noget, vi er opdraget og dannet til. Det vil Roskilde Museum og Roskilde Bibliotek gerne sætte fokus på i uge 44, hvor de to kulturinstitutioner inviterer til en række arrangementer under demokratifestivalen VI♥DEMOKRATI.

”Med VI♥DEMOKRATI sætter vi fokus på, hvordan vi praktiserer demokrati. Det er jo ikke naturgivent, at vi har demokrati. Det er noget, vi hele tiden forhandler, diskuterer og former. Det er kultur, så det batter,” siger Sidsel Risted Staun, formidlings- og kommunikationschef i museumskoncernen ROMU, som Roskilde Museum hører under.

I uge 44 kan man på museet og biblioteket høre foredrag eller deltage i debatter og workshops, der på hver sin måde udfolder demokratiet – både den nutidige praksis og det historiske perspektiv. Blandt andet kan man på Roskilde Museum høre historiker Gry Jexen sætte fokus på betydningen af kvinders rettigheder for vores fælles historie og demokratiske udvikling.

Biblioteket vil engagere de unge

Festivalen er en del af Roskilde Kommunes kampagne ’Stem med’. Med den håber kommunen at få flere især yngre til at gøre brug af deres demokratiske ret. Undersøgelser viser, at der er større sandsynlighed for at unge kommer til stemmeurnerne, hvis nogen tager dem med.

Derfor lyder opfordringen fra VI♥DEMOKRATI: Tag stilling, tag del og tag din bedste ven, mor, far eller nabo under armen og kom!

På Roskilde Bibliotek vil Leder af Læring og Medborgerskab, Anette Øster, især gerne have de 19-29-årige i tale. Og de skal ikke kun tales til, de skal tales med.

”I stedet for at sige, at de skal gå ned og stemme, så engagerer vi dem i nogle dialogbaserede oplæg eller workshops. De tager udgangspunkt i noget som vedrører dem og interesserer dem. For eksempel har vi et oplæg om sociale medier, hvor tonen kan være rigtig hård. Kan den være årsag til, at nogen helt afholder sig fra at blande sig i debatten? Det vil vi gerne prøve at kigge på,” forklarer hun.

Derudover vil biblioteket bruge nogle af sine faste koncepter, som for eksempel Den Grønne Sofa, en række fyraftensarrangementer, der sætter bæredygtighed, klima og miljø til debat. Også Menneskebiblioteket, hvor man kan låne et menneske, der indenfor et ønsket emne svarer på lånerens spørgsmål, bliver en del af VI♥DEMOKRATI. Håbet er, at det kan åbne debatten og nedbryde fordomme.

Festivalen er på ingen måde partipolitisk, og man vil ikke møde politikere på scenen til de enkelte arrangementer. I stedet vil man forhåbentligt opleve, hvad demokratiet kan.

”Jeg håber selvfølgelig, at vi får skabt en overbevisning om, at man skal stemme, men vigtigere endnu: En lyst til at engagere sig. At man får øjnene op for, hvor meget man faktisk kan flytte, og at man faktisk har en mulighed for at blive hørt, fordi kommunalvalget handler om det nære,” siger Anette Øster.

Hele programmet for VI♥DEMOKRATI kan ses her: https://roskildemuseum.dk/vielskerdemokrati/

Fakta:
VI♥DEMOKRATI afholdes i uge 44 på Roskilde Bibliotek og Roskilde Museum.
En række arrangementer i løbet af ugen skal sætte fokus på demokratiets historie, virkemidler og principper, og de to institutioner inviterer til debat og fordybelse, workshops og oplæg.
Se hele programmet på https://roskildemuseum.dk/vielskerdemokrati/og følg med på sociale medier under hashtagget #StemMed

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV 
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA ROSKILDE MUSEUM

Spotudstilling og foredrag kaster lys over børnegrave i bondestenalderen

Spotudstilling og foredrag kaster lys over børnegrave i bondestenalderen

I en ny spotudstilling på Roskilde Museum kommer gæsterne i nærkontakt med gravritualer fra bondestenalderen. Og helt usædvanligt handler det om børnegrave. Kostbare gravgaver og velbevarede dele fra klædedragter fra en gravhøj i det østlige Roskilde kan gøre os klogere på, hvordan samfundets yngste blev begravet for næsten 4000 år siden. Udstillingen følges op af foredrag.

læs mere
Klemmen fra Roskilde erobrede verden

Klemmen fra Roskilde erobrede verden

Klemmen, den simple hverdagsting udbredt i milliardvis, er faktisk et ganske moderne hjælpemiddel. Men hvad gjorde man før? Og hvordan overtog klemmen hele verden på rekordtid? Svaret findes delvist i Roskilde. Ny spotudstilling på Roskilde Museum åbner 27. juni og sætter lys på klemmens historie.

læs mere
Grundlovsdag på Roskilde Museum

Grundlovsdag på Roskilde Museum

På Grundlovsdag den 5. juni inviterer Roskilde Museum til hyggeligt samvær og fællessang, hvor vi med historiefortællinger og nærværet til Roskilde by omfavner grundloven gennem tale fra ROMUs direktør Morten Thomsen Højsgaard og musik akkompagneret af Line Rosenlund.

læs mere
En ”simpel blyklump” åbner døre til Roskildes fortid

En ”simpel blyklump” åbner døre til Roskildes fortid

Fundet af en lille blyklump på Sortebrødre Plads i Roskilde rummer en helt særlig historie. Blyklumpen har nemlig vist sig at være et segl fra middelalderen, der har siddet på et brev fra paven i Rom. Roskilde Museums nye spotudstilling viser, hvordan en enkelt genstand fortæller en vigtig historie om Roskildes forbindelse til Europa i middelalderen. Udstillingen åbner den 28. marts.

læs mere
X
post-8365

Hop ombord i ny spotudstilling om Danmarks første jernbane

BEGIVENHED

Hop ombord i ny spotudstilling om Danmarks første jernbane

Af: Christine Christiansen

02.02.2024

Roskildes stationsbygning er landets ældste og står der endnu. Hele foråret kan den også opleves som del af en model på Roskilde Museum. Spotudstillingen om det nuværende Danmarks første togtur kan opleves fra den 17. februar. Foto: Kristian Grøndahl

Jernbanens indtog herhjemme revolutionerede folks opfattelse af tid, tempo og afstand. I Roskilde Museums nye spotudstilling mærker du suset fra lokomotivet Odins jomfrutur på den første jernbanestrækning i det nuværende Danmark. Christian 8. indviede strækningen mellem København og Roskilde i 1847.

En banebrydende begivenhed. Sådan karakteriserer museumsinspektør ved Roskilde Museum, Dorthe Godsk Larsen jomfruturen med lokomotivet Odin på den første jernbanestrækning i det nuværende Danmark, mellem København og Roskilde. I den nye spotudstilling, der kan opleves på Roskilde Museum fra den 17. februar, kommer gæsterne med tilbage til den første togtur i 1847.

”Den nye måde at transportere sig på ændrede totalt folks opfattelse af afstand, fart og tid. Pludselig kunne man rejse længere i et højere tempo,” betoner Dorthe Godsk Larsen.

Kongen havde skepsis i maven

Den 26. juni 1847 indviede Christian 8. banen ved at køre med toget fra København til Roskilde.

”Begivenheden blev fejret med festivitas,” gengiver Dorthe Godsk Larsen og føjer en spøjs krølle til historien:

”En karet ventede på kongen i Roskilde og kørte ham retur til København. Det siger en del om den skepsis, han og mange andre mødte toget med.”

Jernbanen præger alt

Inspiration til udstillingen har Dorthe Godsk Larsen fået fra bogen ’Danmark set fra en togkupe’, som professor i litteraturvidenskab og moderne kultur ved Københavns Universitet, Martin Zerlang, udgav i 2023.

”Han skildrer hvordan jernbanen har sat sit præg på alt: økonomi, politik, kunst, litteratur, musik og sprog i det moderne Danmark. Det interessante er, at oplevelsen på mange måder var den samme i 1800-tallet som i dag: Du løser en billet. Du sidder i en vogn tæt på andre passagerer. Du kigger ud ad vinduet og kan føle, du ser en film, når landskaberne flyver forbi,” beskriver museumsinspektøren.

Toget knytter os sammen

Samtidig er toget et transportmiddel, vi alle kan relatere til:

”Små børn lærer at sige ’futtog’ som noget af det første, og voksne kan sidde på gulvet i timevis og bygge avancerede modeljernbaner. Alle har prøvet at køre med et tog; alle har en erindring om den rejseform. Netop det oplevede perspektiv formidler vi i udstillingen,” siger Dorthe Godsk Larsen.

Se H.C. Andersens kuffert

I sine dagbøger har digteren H.C. Andersen sat maleriske ord på sine togrejser i ind- og udland. Lokomotivet kaldte han for en ’dampdrage’. På én gang følte forfatteren fryd og nervøsitet, ja nærmest en form for kontroltab, når han satte sig ind i et tog.

”Den fornemmelse, H.C. Andersen udtrykker, er et vigtigt tidsbillede,” siger Dorthe Godsk Larsen og fremhæver en særlig genstand på spotudstillingen:

”Det er en kuffert, som efter sigende har været med H.C. Andersen ude at rejse.”

Roskildes stationsbygning spiller med

Roskildes stationsbygning spiller en væsentlig rolle på spotudstillingen.

”Den er landets ældste og står her stadigvæk. Så hele fortællingen om det nuværende Danmarks første jernbane er en vigtig del af Roskildes historie,” pointerer Dorthe Godsk Larsen.

 

Arrangementer for børn og voksne i forbindelse med spotudstillingen

Foredrag danner optakt

Som optakt til åbningen af spotudstillingen ’Da toget kom til Roskilde’ holder professor i litteraturvidenskab og moderne kultur ved Københavns Universitet, Martin Zerlang, tirsdag den 6. februar kl. 19.00 – 21.00 foredraget ’Danmark set fra en togkupe’ – baseret på sin bog af samme titel. Foredraget finder sted på Roskilde Museum.

Billetter kan købes her.

Vinterferieaktiviteter for børn i togets tegn

I skolernes vinterferie i uge 8 krydres spotudstillingen på Roskilde Museum med toglege og -aktiviteter for børn.

Tirsdag, onsdag og torsdag i uge 8 er der fortællinger om Danmarks første tog og andre toghistorier. Det sker kl. 12 og kl. 13 (hver session varer ca. 30 minutter).

Børn gratis/ voksne 60 kr.

Spotudstillingen er for hele familien, mens aktiviteterne henvender sig primært til børn i alderen 6-10 år og deres voksne.

Læs mere her.

 

 

Derfor siger vi ”første jernbanestrækning i det nuværende Danmark”

Allerede få år før jernbanestrækningen mellem København og Roskilde blev indviet, åbnede i 1844 en jernbanestrækning mellem Altona og Kiel. Denne sydlige strækning indgik dengang som en del af det danske rige.

 

Spotudstilling løber frem til forsommeren

Spotudstillingen om det nuværende Danmarks første togstrækning, der løb fra København til Roskilde, kan ses på Roskilde Museum fra 17. februar frem til juni 2024.

 

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV 
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

Åbent i dag
d.18-7-2025
11.00-21.00