Ny særudstilling på Roskilde Museum kaster lys på dit affald
Af Camilla Wass
16.08.2021
Der bliver mulighed for at gå på opdagelse i fortællinger om affald i den kommende særudstilling på Roskilde Museum. Foto Trine Sejthen /ROMU
Fra middelalderens potteskår til nutidens brugte mundbind. Fra fortidens køkkenmødding til affaldssortering under køkkenvasken. Den 30. september kan du opleve særudstillingen ”Forvandlinger – fortællinger om affald” på Roskilde Museum, og dit eget affald kan også blive en del af udstillingen!
300 syltetøjsglas vil fra 30. september blive udstillet på Roskilde Museum. I glassene er hverken mormors hjemmesyltede rødbeder eller den nykogte æblekompot fra haven – nej, de mange syltetøjsglas indeholder alt det affald, som du troede var væk for længst: Plastikgafler, kaffekapsler, propper fra vinflasker – ja selv cigaretskod vil blive en del af udstillingen.
De fyldte glas med nyt og gammelt affald vil få selskab af 100 udvalgte genstande fra Roskilde Museums samling, der fortæller historien om menneskers håndtering af affald – fra oldtiden og til i dag.
Vores affald sætter aftryk
Hvad er affald, hvad siger affald om os som mennesker – og hvordan forholder vi os til affald?
Den nye særudstilling er nedslag i affaldets kulturhistorie: Fra jægerstenalderens køkkenmøddinger til nutidens genbrugspladser, fra potteskår til plastikaffald. Ved at kigge på vores affald kan vi nemlig blive klogere på os selv, lyder det fra museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen:
”Vores affald sætter aftryk – og har gjort det gennem hele menneskets historie. Affald er en vigtig kilde til forståelse af fortiden, for eksempel kan arkæologer bliver klogere på stenaldermenneskets menu ved at studere resterne fra datidens køkkenmøddinger. Så spørgsmålet er, hvad alt det affald, vi producerer i dag, vil fortælle fremtidens generationer?”
Slagger fra Solum-branden på podiet
Dorthe Godsk Larsen fik ideen til den kommende særudstilling, da affaldsbjerget hos Solum for et år siden brød i brand og gennem ti uger sendte generende lugte mod Roskilde-borgernes næsebor.
”Branden fyldte, både i næse og svælg og i medierne, og det blev meget tydeligt for borgerne i Roskilde og omegn, at vores affald bliver ved med at komme tilbage til os. Som museum vil vi gerne være en del af den aktuelle debat om bæredygtighed, affaldshåndtering og klimaudfordringer – og vi håber at kunne bidrage med nye perspektiver.”
Som en del af udstillingen kan museets besøgende komme helt tæt på det smeltede slagger fra Solum-branden, og sammen med de mange fyldte syltetøjsglas skal slaggeret få os til at stoppe op og kigge på vores affald med nye øjne.
”Mennesket har altid været nødt til at forholde sig til affald. Under industrialiseringen hang smoggen tungt over himlen i byerne, men smoggen blev set som et udtryk for effektivisering og profit. I dag håber mange af os nok, at vores affald er væk i det øjeblik, vi lukker låget til skraldespanden under køkkenvasken,” siger Dorthe Godsk Larsen.
Du kan blive en del af udstillingen
Særudstillingen vil med fortællinger om affald gennem historien ’tappe ind’ i den aktuelle klimadagsorden og give indspark til debatten om overforbrug, genbrug og forurening.
Som en del af udstillingen vil Roskilde Museum række ud til både borgere og lokale aktører. Museet forventer, at udstillingsperioden vil vare i to år, og undervejs vil der være mange muligheder for at finde sin indre hverdagsaktivist frem og blive en del af udstillingen.
”På nogle punkter er vi blevet dygtigere til at håndtere vores affald – men måske kan vi også lære noget af at kigge på, hvordan affald er blevet genanvendt gennem tiden. Faktum er jo, at vi lever i en tid, hvor vi fortsat producerer mere og mere affald. Vi håber, at udstillingen kan kaste nyt lys på affald. At den kan engagere mange – og måske ligefrem inspirere folk til at gå nye veje,” lyder det fra Dorthe Godsk Larsen.
Allerede nu har Roskilde Museum inviteret til to workshops, hvor man kan deltage i skabelsen af ”Det formuldede tæppe”, som bliver en del af særudstillingen.
Fakta:
- Særudstillingen ”Forvandlinger – fortællinger om affald” kan opleves på Roskilde Museum fra den 30. september og sætter fokus på, hvordan vi aktuelt og historisk har håndteret affald.
- Udstillingen er et bidrag til en aktuel og alvorlig problematik omkring forbrug og klima og er dermed en stemme blandt mange, der tager del i diskussionerne omkring klodens tilstand, bæredygtighed og menneskets rolle heri.
- Udstillingen forventes at vare i to år. Den vil løbende udvikle sig og være afsæt for workshops og andre aktiviteter.
Se flere informationer og følg med i kommende aktiviteter her:
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA ROSKILDE MUSEUM
Stort program på Roskilde Museum under Himmelske Dage
Samarbejdet mellem museet og kirkefestivalen har resulteret i et stærkt udbud af oplevelser med museet som ramme. Ud over de tilbud, som museet selv står bag i forbindelse med festivalen, lægger Roskilde Museum hus til 11 andre spændende arrangementer med festivalen som arrangør
Ny podcast: Oplev Roskildes religionshistorie fra et kvindeperspektiv
Ny podcast: Oplev Roskildes religionshistorie fra et kvindeperspektiv Hvad kan fortidens kvinder lære os om religion i samfundet og det at være kvinde i dag? Museumsinspektør, ph.d., Laura Maria Schütze dykker ned i byens historie og taler med lokale kvinder og...
Oplev Vincent F. Hendricks i foredrag om fake news
Roskilde Museum inviterer til et underholdende og tankevækkende foredrag med filosofiprofessor Vincent F. Hendricks om fake news. Onsdag den 11. maj slår han ned på fænomenet, som ganske vist er aktuelt, men som til alle tider har eksisteret.
Bedekranse og vandrestøvler: Roskilde Museum fortæller om pilgrimsfærden fra oldtid til i dag
Hen over foråret kan man blive klogere på “Roskildes pilgrimme” på Roskilde Museum. Den historiske valfart, som vi kender tilbage fra oldtiden, er nemlig blevet populær igen. Og den appellerer bredere end nogensinde før – til kristne og muslimer, til ikke-troende og til det søgende, moderne menneske
Foredrag: Kom med Adrian Hughes på en hæsblæsende jagt på familiens historie
Adrian Hughes ved om nogen, at virkeligheden kan overgå fantasien. Til marts holder han foredrag på Roskilde Museum for at fortælle videre på sin familiehistorie, som han med den populære podcast ’Min mors afskedsbrev’ tog hul på at oprulle sidste år
Roskilde Museum udstiller forbløffende fund fra bronzealderen
Frem over kan besøgende opleve udvalgte arkæologiske fund og andre museumsgenstande, som publikum ellers ikke ville have adgang til. Roskilde Museum dedikerer nemlig et rum til kortvarige særudstillinger af genstande, som museet arbejder med lige nu. Første udvalgte genstand er en 2.500 år gammel halsring, der for nylig blev indleveret – og som man næsten skulle tro var ny