Foredrag: Kom med Adrian Hughes på en hæsblæsende jagt på familiens historie
15.02.2022
Tusindvis af mennesker lyttede med, da Adrian Hughes sidste år udgav podcasten ’Min mors selvmordsbrev’. Historien slutter langt fra med podcasten, og den 16. marts kan Adrian Hughes opleves til et foredrag på Roskilde Museum. Foto: Sofus Graae.
Adrian Hughes ved om nogen, at virkeligheden kan overgå fantasien. Til marts holder han foredrag på Roskilde Museum for at fortælle videre på sin familiehistorie, som han med den populære podcast ’Min mors afskedsbrev’ tog hul på at oprulle sidste år
Prominente trekantsdramaer, smukke champagnepiger og opsigtsvækkende dødsfald. Det skorter ikke på drama og intriger i journalist, radio- og tv-vært Adrian Hughes’ familiehistorie. Faktisk er historien langt fra fortalt med de seks afsnit i podcastserien ’Min mors afskedsbrev’, som Hughes sidste år udgav. Siden har puslespilsbrikker i form af billeder, informationer og historier fundet vej til journalisten, der graver videre i historien om sin familie med den entreprenante morfar, Thorkild Dreyer, i centrum.
Den 16. marts lægger Adrian Hughes vejen forbi Roskilde Museum til et foredrag. Her vil han fortælle historien, vise billeder af flere af de involverede og løfte sløret for noget af det, han efterfølgende har fundet ud af.
”Jeg er kommet meget længere ind i historien og tættere på min morfar, efter at jeg blev færdig med podcasten. Adskillige af de gåder, som blev stillet i podcasten, har jeg efterfølgende fået svar på. Jeg har fået henvendelser fra alt fra hans tandlæge til hans naboer, og det har været med til at udvide det billede, jeg har af både min morfar og dem omkring ham,” siger Adrian Hughes.
Korsbæk møder Citizen Kane
Han trækker selv stærke paralleller mellem sin egen families historie og handlingen i Matador. Nærmere bestemt er der lidt Mads Andersen-Skjern over morfar Thorvald Dreyer – eller også er det omvendt. De er begge to meget entreprenante herrer, der udover at være nogenlunde jævnaldrende også har sammenfald i familiehistorierne.
”Matador er en usædvanlig god hovedhjørnesten at referere til, fordi den er skrevet med en ufattelig stor viden om, hvordan klaveret spillede dengang. Matador afslører i alle facetter en dyb viden om, hvad der foregik – også mellem linjerne,” fortæller Adrian Hughes om sammenligningerne mellem livet i Korsbæk og hans morfars historie.
Men i 1949 går Thorvald Dreyers liv i en noget mere kulørt retning. Han gifter sig for anden gang med den unge champagnepige Inge, og hans liv spinner ud af kontrol. I stedet for Matador bliver det en blanding af Dallas, Dynasty og Citizen Kane.
”Det er sjovt at kigge over skulderen på de her driftige folk – i mange tilfælde er det jo mænd – som har bygget velfærdssamfundet og sørget for, at vi kunne rejse os fra dyndet og få stillet gas og vand til rådighed. For hvad var det i virkeligheden, de gik og lavede? Det er virkelig interessant,” fortæller Adrian Hughes, der er i gang med at skrive en bog om familiehistorien. Hvornår den udkommer, kan han ikke sige.
Det er ikke en forudsætning for at høre foredraget, at man har lyttet til de seks afsnit i podcasten. Men kender man indholdet af den, er der rig mulighed for at få stillet de spørgsmål, der opstår under lytningen, videre til Hughes.
Foredraget finder sted på Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3 i Roskilde onsdag den 16. marts kl. 19:00 – 21:00. Billetter koster 150 kroner og kan købes på billetto.dk.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA ROSKILDE MUSEUM
Stort program på Roskilde Museum under Himmelske Dage
Samarbejdet mellem museet og kirkefestivalen har resulteret i et stærkt udbud af oplevelser med museet som ramme. Ud over de tilbud, som museet selv står bag i forbindelse med festivalen, lægger Roskilde Museum hus til 11 andre spændende arrangementer med festivalen som arrangør
Ny podcast: Oplev Roskildes religionshistorie fra et kvindeperspektiv
Ny podcast: Oplev Roskildes religionshistorie fra et kvindeperspektiv Hvad kan fortidens kvinder lære os om religion i samfundet og det at være kvinde i dag? Museumsinspektør, ph.d., Laura Maria Schütze dykker ned i byens historie og taler med lokale kvinder og...
Oplev Vincent F. Hendricks i foredrag om fake news
Roskilde Museum inviterer til et underholdende og tankevækkende foredrag med filosofiprofessor Vincent F. Hendricks om fake news. Onsdag den 11. maj slår han ned på fænomenet, som ganske vist er aktuelt, men som til alle tider har eksisteret.
Bedekranse og vandrestøvler: Roskilde Museum fortæller om pilgrimsfærden fra oldtid til i dag
Hen over foråret kan man blive klogere på “Roskildes pilgrimme” på Roskilde Museum. Den historiske valfart, som vi kender tilbage fra oldtiden, er nemlig blevet populær igen. Og den appellerer bredere end nogensinde før – til kristne og muslimer, til ikke-troende og til det søgende, moderne menneske
Roskilde Museum udstiller forbløffende fund fra bronzealderen
Frem over kan besøgende opleve udvalgte arkæologiske fund og andre museumsgenstande, som publikum ellers ikke ville have adgang til. Roskilde Museum dedikerer nemlig et rum til kortvarige særudstillinger af genstande, som museet arbejder med lige nu. Første udvalgte genstand er en 2.500 år gammel halsring, der for nylig blev indleveret – og som man næsten skulle tro var ny
Roskilde Bibliotek og Roskilde Museum inviterer til demokratifestival
I uge 44 inviterer Roskilde Bibliotek og Roskilde Museum til VI♥DEMOKRATI – en demokratifestival, der skal gøre borgerne lidt klogere på demokratiet. Målet er at få især de unge til at engagere sig og forstå, at det faktisk godt kan nytte noget at bruge sin stemme.