Klemmen fra Roskilde erobrede verden

Af: Linda C. Jensen

15.06.2023

En undseelig brugsgenstand, der blev verdenskendt, er hovedpersonen i den nye spotudstilling, som kan opleves på Roskilde Museum fra 27. juni. Foto: Kristian Grøndahl
Klemmen, den simple hverdagsting udbredt i milliardvis, er faktisk et ganske moderne hjælpemiddel. Men hvad gjorde man før? Og hvordan overtog klemmen hele verden på rekordtid? Svaret findes delvist i Roskilde. Ny spotudstilling på Roskilde Museum åbner 27. juni og sætter lys på klemmens historie.

I 1912 kom klemmen Storm til verden. Navnet siger det hele: Den skal nok klemme sig så fast om dit tøj, at det bliver hængende på tørresnoren – også ved kraftig vind. Men det er ikke alt. På papæsken til det amerikanske marked fra 1950’erne står også:

“Does not damage og tear the clothes. Made in Denmark – one of the United Nations. “

Nænsomt mod tøjet – og produceret af ”one of the good guys”.

Den danske producent Carl Christian Hansen med kontor og fabrik i Roskilde var konkurrencedygtig på prisen og overtog efterhånden det amerikanske klemmemarked. Den historie, og hele klemmens historie vil du kunne blive klogere på i en ny spotudstilling på Roskilde Museum i Skt. Ols Stræde.

 

Verdenskendt klassiker fra Roskilde
Museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen fra Roskilde Museum står bag den kommende spotudstilling, og hun har selv forelsket sig i den lille brugsgenstand, fordi:

“Det er en moderne klassiker, som alle kender – børn som voksne. Den har en fantastisk fortælling, der er knyttet til Roskilde. Her er en lokalfortælling, der rækker ud i verden.”

 

Anledningen til udstillingen er udgivelsen af bogen “Klemmefabrikanten” skrevet af journalist Tomas Skov, der opruller historien om den verdensomspændende familievirksomhed, som i dag er ejet af fjerde generation.

Et liv uden klemmer

Indtil tørretumblerens udbredelse blev sengetøj og klæder ofte tørret på en snor eller ved at blive bredt ud over småbuske. Men selve klemmen blev først opfundet i begyndelsen af 1800-tallet. Så billedet af husmoderen eller pigen i huset med en klemmepose om livet kan tidligst dateres tilbage til opfindelsen af den såkaldte dolly peg, som blev patenteret i 1809.

Dorthe Godsk Larsen fra Roskilde Museum fortæller, at dolly pegs var gode til at holde på tunge tekstiler som lagener af hør og bomuld. Men de var ikke at foretrække, når det gjaldt mere sarte tekstiler som fint vævet bomuld eller silke. Ofte fik disse tøjklemmer dekorative knopper, der tjente som hoveder, når børn forvandlede dem til små dukker.

 

Det var først i 1853, at den første klemme i to dele med en fjeder for et fastere greb blev opfundet.

Vaskekonerne må have været taknemmelige, endelig et ordentligt redskab til ophængning af mere delikate tekstiler. En generation efter udviklede en amerikaner, hvad der ligner nutidens klemme. Men hvordan blev en klemmevirksomhed fra Roskilde så markedsførende i hele verden?

 

Før klemmen ”Storm” kom til, fandtes andre løsninger på, hvordan man fastholder vasketøjet på tørresnoren. Nogle af dem kunne også bruges som små dukker. Foto: Kristian Grøndahl
 

Dansk klemme indtog USA

“Du vil da ikke have, at jeg skal lave tugthusarbejde?” var C. C. Hansens umiddelbare reaktion, da en bekendt viste ham klemmerne fra Vridsløselille Statsfængsel. Alligevel kunne fabrikanten se potentialet i den uundværlige lille brugsgenstand, og han gik i gang med at forfine fjederen, og i 1912 var hans nye prototype klar. Den fik navnet Storm.

På verdensudstillingen i Barcelona i 1929 vandt den sølv, og på industriudstillingen i Bruxelles i 1935 vandt den guld. Med de meritter var den danskproducerede klemme klar til at indtage verden.

Og sådan gik det. Virksomheden C.C. Hansen fik stor succes i USA, hvor de danske klemmer – som stadig blev produceret i fængsler – og i hjemmene af kvinder og børn – havde konkurrencedygtige priser. I USA var det nemlig forbudt at benytte de indsattes arbejdskraft, da det blev set som konkurrenceforvridende.

 

Klemmen er igen moderne

Klemmen fik konkurrence, da tørretumblerne kommer på markedet. I 2007 havde halvdelen af alle danske hjem en tørretumbler. Og man kunne forestille sig, at den slags kunne sætte en pind i hjulet på en lukrativ klemmeindustri. Men så kom der fokus på klimaet.

“Med den øgede klimabevidsthed har klemmer – især dem af træ – faktisk fået et comeback. For vi bruger mindre tørretumbler og mere vind og sol til at tørre vores tøj,” fortæller museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen.

“Jeg synes, at det er fascinerende, at sådan en lille, undseelig brugsgenstand kan fortælle store historier om industrialisering, sociale forhold, globalisering og nu også om bæredygtighed – klemmen holder sig relevant på tværs af skiftende tider og idealer.”

 

 

En gruppe børn leger foran klemmefabrikken i Ringstedgade i 1971. På det tidspunkt havde klemmen ”Storm” for længst indtaget verden. Foto: Kristian Grøndahl

Fakta om spotudstilling, sommersjov og foredrag

 

Spotudstilling: Tøjklemmen fra Roskilde åbner den 27. juni og kan opleves hele sommeren på Roskilde Museum.

Sommer for børn: Besøgende – børn såvel som voksne – kan prøve kræfter med at samle træklemmer, der stadig den dag i dag samles i hånden. Derudover er der andre kreative og sjove lege, som bringer den lille brugsgenstand i spil.

Foredrag: 22. august kl. 19-21: Mød C.C. Hansens barnebarn – der er opkaldt efter sin farfar – sammen med firmaets nuværende ejer – oldebarnet Robert la Cour til en spændende fortælling om en lokal familievirksomhed, der indtog det globale marked.

 

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV 
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

X
post-8365

Hop ombord i ny spotudstilling om Danmarks første jernbane

BEGIVENHED

Hop ombord i ny spotudstilling om Danmarks første jernbane

Af: Christine Christiansen

02.02.2024

Roskildes stationsbygning er landets ældste og står der endnu. Hele foråret kan den også opleves som del af en model på Roskilde Museum. Spotudstillingen om det nuværende Danmarks første togtur kan opleves fra den 17. februar. Foto: Kristian Grøndahl

Jernbanens indtog herhjemme revolutionerede folks opfattelse af tid, tempo og afstand. I Roskilde Museums nye spotudstilling mærker du suset fra lokomotivet Odins jomfrutur på den første jernbanestrækning i det nuværende Danmark. Christian 8. indviede strækningen mellem København og Roskilde i 1847.

En banebrydende begivenhed. Sådan karakteriserer museumsinspektør ved Roskilde Museum, Dorthe Godsk Larsen jomfruturen med lokomotivet Odin på den første jernbanestrækning i det nuværende Danmark, mellem København og Roskilde. I den nye spotudstilling, der kan opleves på Roskilde Museum fra den 17. februar, kommer gæsterne med tilbage til den første togtur i 1847.

”Den nye måde at transportere sig på ændrede totalt folks opfattelse af afstand, fart og tid. Pludselig kunne man rejse længere i et højere tempo,” betoner Dorthe Godsk Larsen.

Kongen havde skepsis i maven

Den 26. juni 1847 indviede Christian 8. banen ved at køre med toget fra København til Roskilde.

”Begivenheden blev fejret med festivitas,” gengiver Dorthe Godsk Larsen og føjer en spøjs krølle til historien:

”En karet ventede på kongen i Roskilde og kørte ham retur til København. Det siger en del om den skepsis, han og mange andre mødte toget med.”

Jernbanen præger alt

Inspiration til udstillingen har Dorthe Godsk Larsen fået fra bogen ’Danmark set fra en togkupe’, som professor i litteraturvidenskab og moderne kultur ved Københavns Universitet, Martin Zerlang, udgav i 2023.

”Han skildrer hvordan jernbanen har sat sit præg på alt: økonomi, politik, kunst, litteratur, musik og sprog i det moderne Danmark. Det interessante er, at oplevelsen på mange måder var den samme i 1800-tallet som i dag: Du løser en billet. Du sidder i en vogn tæt på andre passagerer. Du kigger ud ad vinduet og kan føle, du ser en film, når landskaberne flyver forbi,” beskriver museumsinspektøren.

Toget knytter os sammen

Samtidig er toget et transportmiddel, vi alle kan relatere til:

”Små børn lærer at sige ’futtog’ som noget af det første, og voksne kan sidde på gulvet i timevis og bygge avancerede modeljernbaner. Alle har prøvet at køre med et tog; alle har en erindring om den rejseform. Netop det oplevede perspektiv formidler vi i udstillingen,” siger Dorthe Godsk Larsen.

Se H.C. Andersens kuffert

I sine dagbøger har digteren H.C. Andersen sat maleriske ord på sine togrejser i ind- og udland. Lokomotivet kaldte han for en ’dampdrage’. På én gang følte forfatteren fryd og nervøsitet, ja nærmest en form for kontroltab, når han satte sig ind i et tog.

”Den fornemmelse, H.C. Andersen udtrykker, er et vigtigt tidsbillede,” siger Dorthe Godsk Larsen og fremhæver en særlig genstand på spotudstillingen:

”Det er en kuffert, som efter sigende har været med H.C. Andersen ude at rejse.”

Roskildes stationsbygning spiller med

Roskildes stationsbygning spiller en væsentlig rolle på spotudstillingen.

”Den er landets ældste og står her stadigvæk. Så hele fortællingen om det nuværende Danmarks første jernbane er en vigtig del af Roskildes historie,” pointerer Dorthe Godsk Larsen.

 

Arrangementer for børn og voksne i forbindelse med spotudstillingen

Foredrag danner optakt

Som optakt til åbningen af spotudstillingen ’Da toget kom til Roskilde’ holder professor i litteraturvidenskab og moderne kultur ved Københavns Universitet, Martin Zerlang, tirsdag den 6. februar kl. 19.00 – 21.00 foredraget ’Danmark set fra en togkupe’ – baseret på sin bog af samme titel. Foredraget finder sted på Roskilde Museum.

Billetter kan købes her.

Vinterferieaktiviteter for børn i togets tegn

I skolernes vinterferie i uge 8 krydres spotudstillingen på Roskilde Museum med toglege og -aktiviteter for børn.

Tirsdag, onsdag og torsdag i uge 8 er der fortællinger om Danmarks første tog og andre toghistorier. Det sker kl. 12 og kl. 13 (hver session varer ca. 30 minutter).

Børn gratis/ voksne 60 kr.

Spotudstillingen er for hele familien, mens aktiviteterne henvender sig primært til børn i alderen 6-10 år og deres voksne.

Læs mere her.

 

 

Derfor siger vi ”første jernbanestrækning i det nuværende Danmark”

Allerede få år før jernbanestrækningen mellem København og Roskilde blev indviet, åbnede i 1844 en jernbanestrækning mellem Altona og Kiel. Denne sydlige strækning indgik dengang som en del af det danske rige.

 

Spotudstilling løber frem til forsommeren

Spotudstillingen om det nuværende Danmarks første togstrækning, der løb fra København til Roskilde, kan ses på Roskilde Museum fra 17. februar frem til juni 2024.

 

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV 
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

Åbent i dag
d.24-1-2026
11.00-16.00