Bedekranse og vandrestøvler: Roskilde Museum fortæller om pilgrimsfærden fra oldtid til i dag

25.03.2022

Tæppe workshop

Pilgrimsfærd er langt fra noget, der knytter sig til en bestemt tid eller religion. Faktisk er den de senere år blevet populær igen, både blandt troende og ikke-troende. Pilgrimmenes og valfartens historier kan opleves på Roskilde Museum fra lige op til påskeugen, fra fredag den 8. april, og resten af foråret. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen.

Hen over foråret kan man blive klogere på “Roskildes pilgrimme” på Roskilde Museum. Den historiske valfart, som vi kender tilbage fra oldtiden, er nemlig blevet populær igen. Og den appellerer bredere end nogensinde før – til kristne og muslimer, til ikke-troende og til det søgende, moderne menneske

Vandreskoene på, telefonen på flytilstand og af sted. Pilgrimsfærden kender vi helt tilbage fra oldtiden, men det er langt fra noget, der hører fortiden til. Og den behøver ikke at have et strengt religiøst formål.

Det er en af pointerne, når Roskilde Museum fra 8. april fortæller historien om pilgrimsfærden i en fokuseret, midlertidig udstilling i et af museets udstillingsrum.

Faktisk har valfarten som fænomen tilpasset sig både tiden og den enkelte vandrer, og det gør det til et interessant fænomen, fortæller Laura Maria Schütze, der er museumsinspektør ved ROMU, ph.d. og gæsteforsker ved RUC:

”I middelalderen gik man for at gøre bod eller for at vandre til et helligt sted. Men det ændrede sig med reformationen, og derefter var det primært dannelsesrejser, der sendte folk ud i Europa. Men inden for de seneste 10-20 år er pilgrimsfærden blevet populær igen. Både blandt katolikker og protestanter – men også blandt ikke-kristne. Folk søger et fællesskab blandt andre, der går, og de bruger vandringen til selvudvikling. De går for at komme lidt væk fra travlheden og ræset, så det bliver en måde at koble af på.”

Historisk set er pilgrimsfærden en – ofte lang og tidskrævende – rejse, der uden vores moderne rejseprivilegier blev foretaget med et religiøst sigte til et helligt sted. Formålet kunne være bod, bøn eller helbredelse. Den blev foretaget af både muslimer og kristne – og så er den overlevet til i dag, siger Laura Maria Schütze:

”Det er noget af det, der er så interessant: Der er noget almengyldigt over valfarten. Den findes i middelalderen og den findes i dag, den findes i kristendommen og i islam. Det er i virkeligheden skåret over samme læst, men med små forskelle. Og det er i de ligheder og forskelle, vi kan lære noget om os selv og hinanden.”

Ibskaller fra Caminoen

For at illustrere pilgrimmenes historie har museet blandt andet lånt både en muslimsk og en katolsk bedekranse – den katolske kaldes en rosenkrans – og fra museets egne samlinger kan man opleve rester af perleproduktion til bedekranse og gamle ibskaller. En ibskal er muslingeskal, som pilgrimmen traditionelt set tager med sig fra stranden efter at have gennemført Caminoen ved Santiago de Compostela. Det er en at de traditioner, der er overlevet fra middelalderen til i dag.

Ibskallerne, som kan ses på museet, er fundet i grave på Skt. Laurentii-kirkegården i Roskilde og stammer fra perioden 1050-1535. De vidner om, at også troende roskildensere tog den lange tur til det vestlige Spanien.

Udstillingen hedder “Roskildes pilgrimme” og er en del af et stort forskningsprojekt, der med støtte fra VELUX FONDEN skal undersøge religion og levet kulturarv. Som en del af projektet samarbejder ROMU og RUC om at kigge nærmere på det religiøse hverdagsliv. For i virkeligheden fylder det nok mere, end de fleste går og tror.

”Normalt har man en opfattelse af, at religion er privat og noget, der foregår derhjemme. Men det passer ikke. Der er masser af mennesker, der går pilgrimsruter, bruger rosenkranse, har ikoner eller dater efter stjernetegn. Folk klipper og klistrer, så den religiøse udøvelse passer til dem og deres liv,” siger Laura Maria Schütze.

“Roskildes pilgrimme” kan opleves på Roskilde Museum i et særligt udstillingsrum dedikeret til formålet fra fredag den 8. april og resten af foråret. Blandt andet som en del af Himmelske Dage, en kirkefestival, som foregår i Roskilde i Kristi Himmelfarts-ferien den 26.-29. maj.

Fakta

VELUX FONDENs museumsprogram har tildelt støtte til forskningsprojektet ’Religion – levende kulturarv’, som er er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, RUC, Den Gamle By, Dansk Jødisk Museum, Immigrantmuseet og ROMU.

Udstillingen “Roskildes pilgrimme” på Roskilde Museum hører under delprojektet ’Byen som religiøst hverdagsrum’, som er et samarbejde mellem RUC og ROMU.

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV 
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA ROSKILDE MUSEUM

Lise Nørgaard til maleren: Var det ikke bedre, I udstillede mit skelet?

Lise Nørgaard til maleren: Var det ikke bedre, I udstillede mit skelet?

Det var boghandler Per Flensborg fra Flensborg Bog & Ide, der ikke bare var til bøger, men også til gode ideer. Da han i starten af 90erne hørte om de daværende planer hos Roskilde Museum om at portrættere byens døtre og sønner, så vidste han præcis, hvem der burde være den første. Nemlig hans gudmor. Han gudmor hed Lise Nørgaard. Født i Roskilde i 1917. Hun og Per Flensborgs far, Bent, var gamle skolekammerater og venner for livet.

læs mere
Minder fra en dag med stor betydning – spotudstilling åbner lige op til årsdagen for Frederik 9.s død

Minder fra en dag med stor betydning – spotudstilling åbner lige op til årsdagen for Frederik 9.s død

I januar 2022 ved 50-året for Frederik 9.s død satte Roskilde Museum gang i en stor indsamling af fortællinger og genstande fra den populære konges begravelse. Snart kan du opleve et udpluk af minderne i museets spotudstilling, som åbner den 10. januar 2023. Og samme aften kan du komme i dybden med et foredrag med forskeren bag udstillingen.

læs mere
X
post-8437

Roskilde brænder! – ny spotudstilling åbner 18. juni på Roskilde Museum

BEGIVENHED

Roskilde brænder! – ny spotudstilling åbner 18. juni på Roskilde Museum

 

20.03.2024

Branden på Lindenborg kro i 1967. Foto: Gorm Grove

I anledningen af Roskilde Brandvæsens 150 års jubilæum åbner spot-udstillingen ’Roskilde brænder!’ 18. juni i den gamle brandstation, som i dag huser Roskilde Museum.

Glæd dig til, i udstillingen og på sommerens byvandringer, at få indblik i de store by-brande, der hærgede Roskilde i byens ældste historie – og se hvordan brandvæsnet har udviklet sig fra sin oprettelse i 1874 frem til i dag.

Du kan komme tæt på brandmændenes dramatiske historie om indsatser ved store brande, som du måske selv kan huske: branden i Roskilde Domkirke i 1968 og Solum-branden i 2021. Hele sommeren er der aktiviteter for børn og nysgerrige voksne.

På åbningsdagen fortæller beredskabsdirektør Lars Robétjé kl. 19-21 om branden i domkirken i 1968 og giver et indblik i brandvæsnet dengang og i dag. Omkring 250 mand deltog i slukningsarbejdet af branden – hvoraf pensioneret vicebrandinspektør Ebbe Bødker på foredragsaftenen vil dele beretninger og minder fra branden og livet på brandstationen.

Læs mere og køb billet her: Foredrag: Domkirken brænder! v/beredskabsdirektør Lars Robétjé | Billetter | Roskilde | Samfund & Kultur | Billetto — Denmark

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV 
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

Åbent i dag
d.19-4-2024
11.00-21.00