”Mit barnebarn skal med herind og se, hvad jeg har vævet”

Af Camilla Wass

08.09.2021

Tæppe workshop

Designeren Rune Fjord, her på den første af de to workshops, i fuld gang med at lægge an til ”det formuldede tæppe”. Værket bliver det første, man kommer til at møde, når man træder ind i Roskilde Museums kommende særudstilling, ”Forvandlinger – fortællinger om affald. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen/ROMU.

Spraglet, broget og formuldet – Roskilde-borgere har sammen med to kunstnere vævet et otte meter langt tæppe af tøjrester fra byens genbrugsbutikker. ”Det formuldede tæppe” bliver det første, man møder som museumsgæst, når man fra 30. september går ind til udstillingen ”Forvandlinger – fortællinger om affald” 

”Det hér er min mands gamle sokker. De var blevet hullede, så jeg tænkte, at det var tid til at give dem et nyt liv og lade dem blive en del af dette kunstværk.” Susanne Møller griner og peger på væven foran hende, hvor to stribende herresokker kommer til syne i det spraglede mønster.

Susanne bor lidt nord for Roskilde, og sammen med andre friske borgere er hun 1. september mødt op til workshop på Roskilde Museum for at være med til at væve et otte meter langt tæppe af aflagt tøj fra byens genbrugsbutikker. Fnulleret står i en sky omkring Susanne, da hun klipper en gammel badekåbe i strimler, så den kan blive en del af det vævede kunstværk.

”Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med tekstiler, så jeg ser workshoppen her som en mulighed for at ’baske lidt med armene’ og møde andre mennesker, siger Susanne og fortsætter:

”Og så synes jeg, det er vigtigt at få sat affald og genbrug på dagsordenen – på en lidt anden måde, end vi er vant til. Der er så mange måder, man kan genbruge tekstiler på – jeg har for nylig hæklet et tæppe til mit badeværelse af strimler fra gamle lagner og dynebetræk. Hæklenålen var så tyk, at den lignede en pæl,” smiler Susanne. Og tilføjer med alvor i stemmen: ”Jeg håber at få den tid tilbage, hvor du fik strikket en trøje, hvis du havde brug for det – i stedet for, at der absolut skal hænge 37 trøjer i en butik, for at du kan vælge og vrage. Der er noget besynderligt i, at butikkerne skal BUGNE af tøj – for hvor ender alt det tøj henne?”

Tæppe workshop

Esben Horn står bøjet over tekstilbunkerne, som snart kan opleves som tæppe. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen/ROMU.

Fra mug til mikroplast

Noget af overskudstøjet ender her på vævene i museets lokale. Seks genbrugsbutikker i Roskilde har doneret sækkevis af tøj, der ikke kunne sælges, til udstillingen ”Forvandlinger – fortællinger om affald.”

Ideen til udstillingen kommer fra Dorthe Godsk Larsen, der er museumsinspektør på Roskilde Museum.

Hun står foran en af vævene, dybt optaget af at flette en grøn babytrøje ind i det farverige mønster, der tegner sig foran hende.   

”Der er noget meditativt over at væve – jeg glemmer fuldstændig tid og sted,” siger Dorthe. Mens hun arbejder videre, fortæller hun lidt om ideen bag tæppet, der bliver vævet i samarbejde med de to kunstnere Esben Horn og Rune Fjord. Kunstnerne er lige nu i fuld gang med at arrangere det næsten færdige tæppe på et meget langt bord. 

”Grunden til, at det heddet ’det formuldede tæppe’ er, at den ene ende af tæppet bliver sprayet med et materiale, der giver det en overflade, der ligner mug. Efterhånden, som man bevæger sig hen langs tæppet, så forsvinder mug-overfladen, og tekstilerne træder mere tydeligt frem, mens de begynder at brede sig til alle sider,” forklarer Dorthe.

Tæppet har sin egen symbolik, tilføjer hun:  

”Før i tiden indgik vores tekstiler i den cirkulation, der er i naturen. I dag har vi jo ikke noget tekstil tilbage fra oldtiden. Det er formuldet, er blevet til jord igen – og det gør de materialer, vi bruger i dag, jo ikke. De bliver til mikroplast, som ryger ud i fjorden eller er vanskeligt at genanvende – og med tæppet vil vi gerne vise den overflod, der er af tekstiler. Selv genbrugsbutikkerne er ved at drukne i tøj.”

Barnebarn skal med på udstilling

”Det er ret sjovt at være med til at skabe en udstilling, jeg føler mig næsten helt beæret over det,” lyder det fra Bente Nielsen fra Svogerslev. Sammen med sin gamle barndomsveninde Annette Sørensen står hun bøjet over en væv i den bagerste del af lokalet.

”Jeg var inde i Røde Kors-butikken i sidste uge for at købe et par ’nye’ sko, og der hang en seddel om workshoppen her. Genbrug, stof, væverier – det lød spændende,” smiler Bente.  

”Ja, det er rigtig hyggeligt, og vi får sludret lidt, mens vi væver. Når man står her, kan man ikke lade være med at lege lidt med farverne og strukturerne,” siger Annette og peger på væven, hvor alverdens tøjstumper bugter sig ind og ud mellem hinanden. Hun tilføjer:

”Jeg har et barnebarn, der går meget op i genbrug – så hun skal med herind og se, hvad jeg har vævet. De unge mennesker er faktisk meget bevidste omkring forbrug, og jeg synes, det er rigtig godt med en udstilling om affald.”

”Ja, for der bliver produceret og kasseret ALT for meget. Jeg kan rigtig godt lide tanken om, at tekstilerne skal have nyt liv – jeg har blandt andet syet nogle fine tasker ud af gamle cowboybukser, siger Bente.

”Ja, og kan du huske, da vi gik på pædagogseminariet i 1970’erne – der brugte vi gamle cykelhjul som væv, og så lavede vi de flotteste runde tæpper,” griner Annette.

Tæppe workshop

Det formuldede tæppe er nogle steder stramt og flad, andre steder breder det sig tykt, organisk og mere vildt. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen/ROMU.

Bæredygtig sovs  

Mens de to kreative veninder snakker videre, er en asiatisk udseende kvinde i gang med at skabe et sirligt mønster ved væven et andet sted i lokalet. Nhi Le hedder hun, og hun er 43 år og arbejder i Red Barnets genbrugsbutik.

”Jeg er uddannet fra RUC i cirkulær økonomi, og det er noget, der optager mig rigtig meget – så det er sjovt at få en ’live-oplevelse’ af genbrug og bæredygtighed. Folk er søde og kreative, og når man står her ved væven, får man snakket om genbrug på alle mulige måder, siger Nhi. Hun fortæller, at hun tænker meget over genbrug og bæredygtighed i sit eget liv.   

”Min mand og jeg køber kun det, vi har brug for – og det tøj og de ting, vi ikke bruger, giver vi videre til andre. Men indimellem bliver man fristet – jeg kan godt finde på at gå i Irma og komme hjem med seks glas med færdigsovs, fordi det er på tilbud. Men så meget sovs har vi jo ikke brug for – så jeg tager glassene med ned i Red Barnets genbrugsbutik og giver dem væk. Så jeg går ind for bæredygtighed, både når det handler om tekstiler og om sovs,” smiler hun.

Fakta:

  • I 2020 endte 677 tons tekstiler i Danmark med at blive kasseret, før de var solgt
  • Hver tredje dansker køber et nyt stykke tøj mindst en gang om måneden, og hver dansker køber i gennemsnit 15 kg tekstilvarer om året.
  • I gennemsnit går vi med et stykke tøj 6-7 gange og ejer det i 2,3 år.
  • Hvis tøjet sendes til forbrænding eller på losseplads, tabes 90 procent af tøjets værdi.
  • 9 procent af danskernes tøjkøb er secondhand
  • Danskerne indleverer 36.000 tons tekstiler til genbrug, af dem bliver 10.000 tons solgt eller givet til andre brugere. Resten sendes til udlandet, hvor det meste bliver genbrugt eller genanvendt.

 Kilde: Politiken Lørdagsliv, 28. august, der har citeret planen ”2030 and 2050 Roadmap” for fremtidens tekstilindustri udarbejdet af forskere, designere og den danske tøjbranche

Se flere informationer og følg med i kommende aktiviteter her:

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV 
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA ROSKILDE MUSEUM

Spotudstilling og foredrag kaster lys over børnegrave i bondestenalderen

Spotudstilling og foredrag kaster lys over børnegrave i bondestenalderen

I en ny spotudstilling på Roskilde Museum kommer gæsterne i nærkontakt med gravritualer fra bondestenalderen. Og helt usædvanligt handler det om børnegrave. Kostbare gravgaver og velbevarede dele fra klædedragter fra en gravhøj i det østlige Roskilde kan gøre os klogere på, hvordan samfundets yngste blev begravet for næsten 4000 år siden. Udstillingen følges op af foredrag.

læs mere
Klemmen fra Roskilde erobrede verden

Klemmen fra Roskilde erobrede verden

Klemmen, den simple hverdagsting udbredt i milliardvis, er faktisk et ganske moderne hjælpemiddel. Men hvad gjorde man før? Og hvordan overtog klemmen hele verden på rekordtid? Svaret findes delvist i Roskilde. Ny spotudstilling på Roskilde Museum åbner 27. juni og sætter lys på klemmens historie.

læs mere
Grundlovsdag på Roskilde Museum

Grundlovsdag på Roskilde Museum

På Grundlovsdag den 5. juni inviterer Roskilde Museum til hyggeligt samvær og fællessang, hvor vi med historiefortællinger og nærværet til Roskilde by omfavner grundloven gennem tale fra ROMUs direktør Morten Thomsen Højsgaard og musik akkompagneret af Line Rosenlund.

læs mere
X
post-8565

Roskilde brænder! – Roskilde Museum hylder brandvæsnet og mindes byens brande

BEGIVENHED

Roskilde brænder! – Roskilde Museum hylder brandvæsnet og mindes byens brande

13.06.2024

I spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ bliver branden i Roskilde Domkirke i 1968 mindet med et rigt fotomateriale, avisartikler og dokumentaroptagelser. Foto: Roskilde Domkirkes Arkiv

Med spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ og byvandringer fejrer Roskilde Museum det lokale brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Kom tæt på byens brande og brandfolkenes indsatser. Mærk museumsbygningens fortid som brandstation.

Brand er ofte forbundet med svidende røg, tab og tristesse. Men når spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ åbner på Roskilde Museum den 18. juni, er anledningen heldigvis mere festlig:

”Udstillingen er en del af fejringen af Roskilde Brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Gennem fotos, dokumentarfilmklip, nyt og gammelt brandmateriel sætter vi spot på Roskilde Brandvæsens vigtige rolle i byens historie,” siger museumsinspektør ved Roskilde Museum Dorthe Godsk Larsen.

Derudover kan besøgende glæde sig til byvandringer om Roskildes brande og de mindste kan tage brandhjelmen på og selv slukke brand i museets børneområde. Åbningsdagen for udstillingen markeres med foredrag om branden i Roskilde Domkirke i 1968.

Det vakte opsigt, og folk stimlede sammen på Stændertorvet, da Roskilde Domkirke brændte i 1968. Nu mindes branden og brandfolkenes indsats i spotudstillingen ‘Roskilde brænder’ på Roskilde Museum. Foto: Roskilde Arkiverne

Fra brandstation til museumsbygning

Spotudstillingen sætter et særligt fokus på bygningen i Sankt Ols Stræde, der i dag rummer Roskilde Museum. Her lå nemlig Roskilde Brandstation fra 1909 og frem til 1984.

”Mange husker stationens centrale placering i byen; den fortælling er oplagt at gøre til en del af besøget på Roskilde Museum,” uddyber Dorthe Godsk Larsen.

Fra den 23. juni og sommeren over får et helt særligt køretøj plads som en del af udstillingsoplevelsen. Da vender drejestigen ”S.1.”, som brandinspektøren anskaffede i 1937, nemlig for en tid ”hjem” til den gamle brandstation. Den vil holde i museumsgården, der engang var ramme om brandøvelser og klargøring af brandmateriel. Drejestigen er en af Danmarks ældst bevarede og vedligeholdes i dag af Roskilde Stigeholdere.

Mange voksne og ældre roskildensere husker brandstationen i Sankt Ols Stræde, som i årene 1909 – 1984 havde til huse i en af de bygninger, der i dag rummer Roskilde Museum. Foto: Gorm Grove

Brandmuseum genopstår

Da museumsbygningen husede Roskilde Brandstation, lå her et lille brandmuseum med materiale, som brandmændene selv havde samlet gennem årene – materiale, som museet nu har lånt af brandstationen, så det igen kommer frem i lyset.

”Et rigtigt godt og tæt samarbejde med og lån af materiale af Roskilde Brandvæsen, Roskilde Stigeholdere og tidligere vicebrandinspektør Ebbe Bødker danner grundlag for udstillingen. Det glæder os som museum, at de har gemt og indsamlet så meget fint materiale, så vi kan fortælle deres historie,” siger Dorthe Godsk Larsen.

Fra 23. juni til og med 1. uge af september kan den originale brandbil, drejestigen ”S.1.” fra 1937, opleves i gården på Roskilde Museum som en del af spotudstillingen ”Roskilde brænder!” Det er foreningen Roskilde Stigeholdere, som vedligeholder og passer på det flotte køretøj, der kendes fra den årlige juletræstænding på Stændertorvet. Foto: Gorm Grove

Borgervæbningen holdt udkig efter brande

Udstillingen giver også et indblik i tiden før vedtægten i 1874, der banede vejen for brandvæsnet: I 1700-tallet var det borgervæbningen, der slukkede brandene i byen.

”Borgervæbningen havde mange opgaver, der omhandlede byens beredskab, herunder at slukke brande og holde udkig efter ildspåsættelse. Den var en stor del af gadebilledet: Når dens medlemmer spillede det nye år ind på deres trommer, gik de parade i deres flotte uniformer,” fortæller Julie Borg Jensen, der er udstillingsassistent på ’Roskilde Brænder!’

Hun opfordrer museumsgæsterne til også at besøge tårnet i Sankt Laurentius på Stændertorvet og se den store klokke, der blev brugt som brandalarm fra middelalderen og frem til 1933.

Det lille brandmuseum lavet af brandmændene i anledningen af brandvæsnets 100 års jubilæum i 1974 i den gamle brandstation genopstår i ny form i udstillingen Roskilde brænder! Foto: Gorm Grove

Domkirkebranden er aktuel

I spotudstillingen kan gæsterne komme tæt på branden i Roskilde Domkirke i 1968.

”I lyset af den nylige brand i Børsen i København står domkirkebranden særligt stærkt i folks bevidsthed. Mange lokale drager parallel mellem de to brande. Spotudstillingen åbner med et foredrag om domkirkebranden, og i udstillingen mindes vi den med et rigt fotomateriale og sjældne dokumentarfilmoptagelser,” røber Dorthe Godsk Larsen.

Spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ åbner tirsdag den 18. juni på Roskilde Museum.

Med brandstationen på Sankt Ols Stræde fik brandfolkene helt nyt udstyr. Her ses deres første brandbil, Trianglen, som de indkøbte for 100 år siden, i 1924. Foto: Roskilde Brandvæsen.

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV 
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

Åbent i dag
d.11-10-2024
11.00-21.00