”Hvem er du, og hvem stræber du efter at blive til?”

Tale ved åbningen af særudstillingen ”Forvandlinger – fortællinger om affald” på Roskilde Museum onsdag den 29. september 2021. 

30.09.2021

Tæppe workshop

Bioetiker Mickey Gjerris holdt tale ved åbningen af den nye udstilling “Forvandlinger” på Roskilde Museum. Foto: Jesper Skaane Bendix/ROMU.

Af Mickey Gjerris

At være menneske er at efterlade sig spor. Vi fødes, og som nyklækkede skildpaddeunger finder vi os selv i det fugtige sand. I ukendt land, men med en opgave foran os: Vi skal over sandet og ud i det lige så ukendte mørke, der venter.

På vejen over stranden på rejsen mod døden efterlader vi os spor i sandet. De spor vi sætter, er de historier, som vi fortæller os selv igennem, og som andre fortæller om os – og først når de forstummer, er vi døde.

Så hvad vi fortæller, er ikke lige meget. De spor vi sætter os, har den største betydning, om end de alle i sidste ende skylles bort. For et menneskes liv er en opgave, og den er, at fortælle den bedste historie, som vi kan på vej over sandet. Man kan sige, at med vores spor svarer vi på det store spørgsmål, som vi alle bliver stillet: Hvem er du, og hvem stræber du efter at blive til?

Derfor kan det også undre, at vi så ofte fortaber os i undskyldninger for at handle; undskyldninger, der ikke har noget med os at gøre, men udelukkende handler om, hvilken effekt vores handlinger har. Ja, undertiden synes vi nærmest besatte af “at skulle gøre en forskel”, hvis vi skal gøre noget. For ellers er vi blot en dråbe i havet, hvis handlinger er ligegyldige, og vi kan derfor, lader vi til at synes, fortælle historier om os selv, som mere handler om at sikre vores egen velstand og bekvemmelighed end om at blive til de bedste, som vi kan.

Hvad enten vi taler skat, klima eller affald, gør det derfor en verden til forskel, om vi går til opgaven med den ene eller den anden opfattelse. Mener vi i fulde alvor, at vi kun skal handle, hvis vi gør en forskel, ja så kan vi roligt undlade at betale vores skat, udlede alle de drivhusgasser, vi kommer i nærheden af, og smide vores affald på gaden og i naturen i stedet for at sortere det i flere og flere typer og møjsommeligt bære det til de forskellige containere.

For i forhold til at ændre verden er vi alle blot en dråbe i havet. Langt de fleste af os gør ingen forskel i det store billede. Vi er små historier i et 14 milliarder år gammelt univers, der lever på en sten dækket af et tyndt lag biosfære sammen med milliarder og atter milliarder af andre mennesker. I det store billede betyder det uendeligt lidt, hvad den enkelte gør. Det kan alt efter temperament være en befrielse eller en forbandelse at få at vide, men vi er hver især blot et sandkorn i en ørken.

Men nu er det ikke vores betydning, der skal bestemme, hvad vi gør. At være en dråbe er ingen undskyldning for ikke at tage fat. For det er ikke effekten af vores handlinger, der bestemmer, hvem vi er, og hvem vi stræber efter at blive til. Det er handlingen i sig selv. Det er at stræbe efter, at man med sine handlinger bidrager til det fælles bedste – i det omfang man nu engang har indflydelse på det.

Man skal med andre ord ikke betale sin skat, tage vare på klimaet eller sortere sit affald, fordi det redder verden. Man skal gøre det, fordi man på den måde fortæller en historie om sig selv, som man kan stå ved, og som kan skabe glæde ikke bare for en selv, men også for andre.

Ja, det er store ord på sådan en onsdag eftermiddag i Roskilde. Jeg ved det. Det er altid farligt at invitere en, der får penge for at undre sig over meningen med livet, universet og alt det der. Men en af de ting, som jeg mener at have erfaret er, at i et menneskes liv hænger det største og det mindste sammen: Vi bliver, hvad vi gør… i stort og småt.

Den, der skænker tusindvis af kroner til godgørende formål, men overfuser den unge medarbejder ved kassen i supermarkedet uden grund, har stadig meget at lære. Den, der taler om bæredygtighed og om at tage vare på naturens vidundere, men af bekvemmelighed ikke orker at sortere sit affald og undskylder sig med, at hun bare er en dråbe i havet, fortæller ikke en historie, der er hende værdig.

For det er en anden ting, som jeg er snublet over på mine mange gåture mellem træer, mens jeg forsøger at finde ud af, hvad jeg dog skal stille op her på min tur over stranden. Vi bliver til de historier, som vi fortæller om os selv. Og vi har potentialet til at fortælle fantastiske historier om os selv på vores tur. Fortællinger om, hvordan vi kan indgå i biosfæren som ansvarlige medlemmer af det store livsfællesskab, hvor vi efter bedste evne forsøger kun at tage, hvad vi har brug for og giver så meget tilbage, som vi kan.

Hvor vi løfter ansvaret som de fornuftsvæsener, vi er. Væsener, der er i stand til at forstå konsekvenserne af deres handlinger. Væsener, der har muligheden for at sætte os ud over vores kortsigtede interesse i magelighed, og væsener, der har muligheden for at opleve glæden ved at fortælle historier om os selv gennem vores handlinger, som kan bringe glæde til andre af de mange levevæsener, som vi deler tilværelsen med.

Ikke den selvtilfredse ”se mig, jeg er sådan en af de rigtige”-glæden, der som oftest fører til, at vi kun handler ansvarligt, når andre kigger på os og kan give os det bifald, som vi tørster så meget efter. Men glæden over at leve et liv, hvor vi gør det, der tjener fællesskabet og dermed os selv ud af lyst, ikke af pligt.

Igen: Ordene kan synes store, når det handler om noget så hverdagsagtigt som om, hvordan vi håndterer vores affald. Men vores affald er ikke et ligegyldigt biprodukt ved det at eksistere. Det er en uundgåelig og central del af livet. Det er et af de mest håndgribelige spor, som vi sætter os. Og særligt i den vestlige hyperforbrugskultur har historien om vores affald næsten taget magten fra os. Klima- og biodiversitetskriserne er blevet til vores historier, fordi vi ikke har villet forholde os til de historier, som vores affald fortæller. Og netop derfor tror jeg også, at det er vigtigt, at vi forbinder de store tanker med hverdagens prosaiske hændelser ved skraldespanden.

Vores affald – en ofte overset og helst glemt del af tilværelsen. Noget af det vil endda vare længere end de andre fortællinger om os. Så hvad efterlader vi os. Både til dagligt og til dem, der kommer efter os? Hvilken fortælling skal være vores?

Det bliver afgjort, hver gang vi står der og skal skille plastic fra pap, skylle kikærtedåsen ren, inden den placeres i spanden til metal, og hver gang, vi vælger mellem den nemme eller den lidt mere besværlige løsning.

Jeg er derfor meget glad over at være blevet inviteret her i dag. Glad for, at Roskilde Museum har blik for, at vores affald netop hører hjemme på et museum, som om noget er stedet, hvor vi fortæller historier om os selv. Og glad for, at nogen har tænkt, at jeg og de ord og tanker om livets store forhold, som det er mit privilegium at tilbringe turen over sandet med at gruble over, hører hjemme blandt affald.

For hvis ikke de store ord og tanker kan sige os noget om så vigtig en del af vores liv, ja så ved jeg egentlig ikke, hvad de skulle have noget væsentligt at sige om. Som teologen Martin Luther sagde (i en lidt anden sammenhæng): Den, der ikke kan se Gud i latrinkulen, kan slet ikke se Gud. Og jeg vil hævde, at den, der ikke kan se, at spørgsmålene om meningen med livet, universet og alt det der også besvares gennem den måde, vi forholder os til affald på, slet ikke er begyndt at tænke over dem.

Vi fødes, vi dør. Og mellem de to begivenheder trækker vi vores spor. Af kærlighed, af lyst, af glæde, af vrede, af sorg, af afmagt… og af affald. Vi er som skildpaddeunger, talrige som sandkorn og uden betydning i det store billede… og så alligevel. For de fortællinger, som vi deler med andre, bliver også en del af deres fortælling. Vi er små fyrtårne for hinanden, der gennem vores forhold til livet, døden… og affaldet, inspirerer hinanden.

Denne udstilling fortæller os om vores affald… og dermed også om os selv. Ligesom vi med vores affald og vores måde at forholde os til det på, fortæller om os selv. Så… hvad for en historie fortæller du?

Mickey Gjerris (1969) er uddannet teolog (ph.d.) og arbejder som lektor i bioetik ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Han har de sidste 20 år forsket i etiske spørgsmål vedrørende natur, etik, teknologi og mennesker og udgivet en lang række artikler og bøger om disse emner – senest bøgerne ”Jagt – Natur, mennesker, dyr og drab” i 2016, “Skildpaddetanker” i 2017, “Naturens Sprog” i 2018 og ”Upraktisk håndbog i lysegrønt håb” i 2019. Fra 2011 – 2016 var han medlem af Det Etiske Råd. Mickey er en flittigt anvendt foredragsholder og optræder ofte som ekspert i medierne. Se mere på www.mickeygjerris.com

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV 
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA ROSKILDE MUSEUM

Roskilde Museum åbner foredragssal på ’Sukkerloftet’

Roskilde Museum åbner foredragssal på ’Sukkerloftet’

Med en helt nyindrettet og moderne foredragssal på toppen af byen vil Roskilde Museum gerne være et kulturhus i centrum. Et sted, hvor meninger mødes, mennesker bliver klogere og sammen stiller sig på skuldrene af fortiden for at forbedre fremtiden. Samtidig vil museet tilbyde Roskildes borgere at holde arrangementer i et selskabslokale med byens bedste udsigt.”Det formuldede tæppe” bliver det første, man møder som museumsgæst, når man fra 30. september går ind til udstillingen ”Forvandlinger – fortællinger om affald”

læs mere
Til top
X
Åbent i dag
d.29-11-2021
11.00-16.00