november, 2021

02nov19:0021:00Kvinde Kend Din HistorieForedrag v. Gry Jexen

Mere

Detaljer om begivenheden

Historiker Gry Jexen sætter fokus på kvinders historie og betydningen af kvinders stemmer og liv som del af vores fælles historie og demokratiske udvikling. Med Grundloven i 1849 fik de fem f’er: fruentimmer, forbrydere, fjolser, fattige og folkehold ikke de samme rettigheder, som borgerskabets mænd. Kvinderne kunne ikke stemme til de demokratiske forsamlinger, men var underlagt husholdets mandlige overhoveds politiske overbevisning, økonomiske friheds rammer eller mulighed for karriere. I foredraget Kvinde kend din historie giver Gry Jexen et indblik i nogle af de vigtigste øjeblikke og personer i den danske kvindehistorie. Ved at kaste et blik bagud er vi i stand til at forstå nutiden og skabe den fremtid, vi ønsker. I Kvinde, kend din historie tager Gry Jexen et kig på 50 danske kvinder, der har levet i løbet af de sidste 500 år, og hvilken betydning, de har haft for kvinders udvikling i Danmark.

Foredraget Kvinde, kend din historie er en formidling af kvinders betydning i vores fælles historie og fortid. Gry Jexen kommer blandt andet ind på, hvorfor det er så vigtigt, at vi får kvinderne skrevet ind i vores fælles historie for at skabe ligestilling. Hvorfor er kvinderne overhovedet skrevet ud? Hvorfor er det vigtigt at få dem skrevet ind? Undervejs kommer Gry Jexen også med flere eksempler på kvinder fra historien, som har haft stor betydning, men ikke har fået den plads, de fortjener.

I november er det igen tid til kommunalvalg og alle over 18 år med opholdstilladelse kan stemme til valget!

Derfor arrangerer Roskilde Museum og Roskilde Bibliotekerne en vidensfestival i uge 44, hvor vi sammen sætter spot på demokratiets virkemidler og principper og indbyder til debat og fordybelse.

Roskilde Museum åbner den smukke foredragssal med et program som tager livtag med væsentlige demokratiske rettigheder og friheder, som blev indskrevet i grundloven fra 1849. Demokrati er kampplads, hvor rettigheder og friheder dagligt forhandles og praktiseres – det viser de historiske eksempler, men også de daglige debatter. Foredragene efterfølges af muligheden for at gå i dialog med oplægsholderne.

Roskilde Bibliotek sætter demokratiet til debat og dialog gennem et program med fokus på nye måder at forhandle demokratiet på gennem blandt andet sociale medier, i klimakampen og inklusionsprocesser.

Tag stilling, tag del og tag din bedste ven, mor, far eller nabo under armen og kom til et af de 11 arrangementer som ugen igennem finder sted på enten Roskilde Bibliotek eller Roskilde Museum.

KØB BILLETTER

TID, PRIS OG STED:

2. november kl. 19:00-21.00

110 kr. (+billetgebyr)

Billetter købes via billetto.dk

Roskilde Museum Sankt Ols gade 3, 4000 Roskilde

Din foredragsbillet gælder også som entrébillet til udstillingen samme dag.

Dørene til arrangementet åbner kl. 18.45.


Tidspunkt

(Tirsdag) 19:00 - 21:00

Adresse

Roskilde Museum

Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde

X
post-8565

Roskilde brænder! – Roskilde Museum hylder brandvæsnet og mindes byens brande

BEGIVENHED

Roskilde brænder! – Roskilde Museum hylder brandvæsnet og mindes byens brande

13.06.2024

I spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ bliver branden i Roskilde Domkirke i 1968 mindet med et rigt fotomateriale, avisartikler og dokumentaroptagelser. Foto: Roskilde Domkirkes Arkiv

Med spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ og byvandringer fejrer Roskilde Museum det lokale brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Kom tæt på byens brande og brandfolkenes indsatser. Mærk museumsbygningens fortid som brandstation.

Brand er ofte forbundet med svidende røg, tab og tristesse. Men når spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ åbner på Roskilde Museum den 18. juni, er anledningen heldigvis mere festlig:

”Udstillingen er en del af fejringen af Roskilde Brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Gennem fotos, dokumentarfilmklip, nyt og gammelt brandmateriel sætter vi spot på Roskilde Brandvæsens vigtige rolle i byens historie,” siger museumsinspektør ved Roskilde Museum Dorthe Godsk Larsen.

Derudover kan besøgende glæde sig til byvandringer om Roskildes brande og de mindste kan tage brandhjelmen på og selv slukke brand i museets børneområde. Åbningsdagen for udstillingen markeres med foredrag om branden i Roskilde Domkirke i 1968.

Det vakte opsigt, og folk stimlede sammen på Stændertorvet, da Roskilde Domkirke brændte i 1968. Nu mindes branden og brandfolkenes indsats i spotudstillingen ‘Roskilde brænder’ på Roskilde Museum. Foto: Roskilde Arkiverne

Fra brandstation til museumsbygning

Spotudstillingen sætter et særligt fokus på bygningen i Sankt Ols Stræde, der i dag rummer Roskilde Museum. Her lå nemlig Roskilde Brandstation fra 1909 og frem til 1984.

”Mange husker stationens centrale placering i byen; den fortælling er oplagt at gøre til en del af besøget på Roskilde Museum,” uddyber Dorthe Godsk Larsen.

Fra den 23. juni og sommeren over får et helt særligt køretøj plads som en del af udstillingsoplevelsen. Da vender drejestigen ”S.1.”, som brandinspektøren anskaffede i 1937, nemlig for en tid ”hjem” til den gamle brandstation. Den vil holde i museumsgården, der engang var ramme om brandøvelser og klargøring af brandmateriel. Drejestigen er en af Danmarks ældst bevarede og vedligeholdes i dag af Roskilde Stigeholdere.

Mange voksne og ældre roskildensere husker brandstationen i Sankt Ols Stræde, som i årene 1909 – 1984 havde til huse i en af de bygninger, der i dag rummer Roskilde Museum. Foto: Gorm Grove

Brandmuseum genopstår

Da museumsbygningen husede Roskilde Brandstation, lå her et lille brandmuseum med materiale, som brandmændene selv havde samlet gennem årene – materiale, som museet nu har lånt af brandstationen, så det igen kommer frem i lyset.

”Et rigtigt godt og tæt samarbejde med og lån af materiale af Roskilde Brandvæsen, Roskilde Stigeholdere og tidligere vicebrandinspektør Ebbe Bødker danner grundlag for udstillingen. Det glæder os som museum, at de har gemt og indsamlet så meget fint materiale, så vi kan fortælle deres historie,” siger Dorthe Godsk Larsen.

Fra 23. juni til og med 1. uge af september kan den originale brandbil, drejestigen ”S.1.” fra 1937, opleves i gården på Roskilde Museum som en del af spotudstillingen ”Roskilde brænder!” Det er foreningen Roskilde Stigeholdere, som vedligeholder og passer på det flotte køretøj, der kendes fra den årlige juletræstænding på Stændertorvet. Foto: Gorm Grove

Borgervæbningen holdt udkig efter brande

Udstillingen giver også et indblik i tiden før vedtægten i 1874, der banede vejen for brandvæsnet: I 1700-tallet var det borgervæbningen, der slukkede brandene i byen.

”Borgervæbningen havde mange opgaver, der omhandlede byens beredskab, herunder at slukke brande og holde udkig efter ildspåsættelse. Den var en stor del af gadebilledet: Når dens medlemmer spillede det nye år ind på deres trommer, gik de parade i deres flotte uniformer,” fortæller Julie Borg Jensen, der er udstillingsassistent på ’Roskilde Brænder!’

Hun opfordrer museumsgæsterne til også at besøge tårnet i Sankt Laurentius på Stændertorvet og se den store klokke, der blev brugt som brandalarm fra middelalderen og frem til 1933.

Det lille brandmuseum lavet af brandmændene i anledningen af brandvæsnets 100 års jubilæum i 1974 i den gamle brandstation genopstår i ny form i udstillingen Roskilde brænder! Foto: Gorm Grove

Domkirkebranden er aktuel

I spotudstillingen kan gæsterne komme tæt på branden i Roskilde Domkirke i 1968.

”I lyset af den nylige brand i Børsen i København står domkirkebranden særligt stærkt i folks bevidsthed. Mange lokale drager parallel mellem de to brande. Spotudstillingen åbner med et foredrag om domkirkebranden, og i udstillingen mindes vi den med et rigt fotomateriale og sjældne dokumentarfilmoptagelser,” røber Dorthe Godsk Larsen.

Spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ åbner tirsdag den 18. juni på Roskilde Museum.

Med brandstationen på Sankt Ols Stræde fik brandfolkene helt nyt udstyr. Her ses deres første brandbil, Trianglen, som de indkøbte for 100 år siden, i 1924. Foto: Roskilde Brandvæsen.

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV 
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

Åbent i dag
d.16-11-2024
11.00-16.00