Minder fra en dag med stor betydning – spotudstilling åbner lige op til årsdagen for Frederik 9.s død

16.12.2022

Af: Stine Blegvad

Frederik 9.s begravelsesoptog gennem Algade, 24. januar 1972. Foto: Lise Evers

I januar 2022 ved 50-året for Frederik 9.s død satte Roskilde Museum gang i en stor indsamling af fortællinger og genstande fra den populære konges begravelse. Snart kan du opleve et udpluk af minderne i museets spotudstilling, som åbner den 10. januar 2023. Og samme aften kan du komme i dybden med et foredrag med forskeren bag udstillingen.

”Vores far var vildt stolt af den medalje resten af sit liv og viste den stolt frem til alle, som ville se den. Den sad på hans kiste den dag, han blev bisat.”

Sådan fortæller Anne Nygaard, hvis far var en af de DSB-medarbejdere, som sad vagt ved kisten i Kongevognen fra Københavns Hovedbanegård til Roskilde Station. Medaljen, som han modtog som tak for sin indsats, er netop en af de genstande, som har fundet vej til montren i Roskilde Museums kommende spotudstilling.

”Den er et godt eksempel på, hvor stor betydning begravelsen fik for virkelig mange mennesker – ikke mindst i Roskilde, som hele dagen var på den anden ende. For nogle mennesker mindede begravelsen dem om dødsfald blandt deres pårørende. For nogle er den en af de begivenheder, de binder minder fra deres fortid op på, og for andre igen blev den skelsættende for navngivningen af deres eget barn, som naturligvis blev… en Frederik. Det er netop denne vifte af betydninger, vi gerne vil give et lille indblik i med vores udstilling,” forklarer Laura Maria Schütze, som er museumsinspektør, ph.d. på ROMU og forsker i kongelige begravelser.

Mindemedalje fra Frederiks begravelse, Poul E. B. Neven fik den efter han vågede over kongens kiste i Kongetoget. Foto: Cille Krause

En særlig opgave til en særlig dag

Meningen med spotudstillinger på Roskilde Museum er, at museet kan udstille noget relativt hurtigt – i en skala, som ikke kræver flere års planlægning. Trods udstillingens beskedne omfang har holdet bag bestræbt sig på at skabe en sanselig og ganske alsidig udstilling:

”Her kan man for eksempel opleve både ambulancefører Erling fortælle om dengang, han stod lige bag Grace Kelly inde i domkirken og kunne dufte til hendes parfume. Og Poul, der som tømrer blev sat til at bygge ”festivaltoiletter” inde i kirken”, fortæller Laura – med henvisning til de interimistiske toiletter, som i al hast skulle bygges til de kongelige og deres gæster inde i domkirken.

”For nogen gæster vil udstillingen måske endda vække deres egne minder om denne særlige dag – hvad enten man fulgte begivenhederne i januarkulden langs ruten eller hjemme fra stuen, hvor begravelsen blev tv-transmitteret.”

Sorgen var tydelig at aflæse i Dronning Ingrid og Dronning Margrethes ansigter. Foto: Lise-Lotte Lydholm Dalum

Granduft og fælles sorg

Indsamlingen af minder blev sat i gang for et år siden i forbindelse med sømandskongens 50 års-dødsdag den 14. januar 2022. Og den vakte stor interesse; på to en halv uge fik museet 140 henvendelser.

Et emne, der går igen og igen i beretningerne, er den stemningsmættede begravelse. Det er fortællinger om Roskildes gader belagt med duftende gran og iklædt en flagallé med sørgeflor. Det er fortællinger om højtideligt udsmykkede butikker; om mennesker, der trodsede kulden for at samle sig i stille respekt, om stolthed over at være en del af noget betydningsfuldt – og om oplevelsen af stor samhørighed i sorgen.

Det vækker genklang den dag i dag, også hos Laura Maria Schütze:

”Jeg var i London i forbindelse med Dronning Elizabeths begravelse, og jeg blev ærligt talt lidt paf, da jeg genlæste erindringerne for Frederik 9.s begravelse. De nævner fællesskabet, der voksede ud af sorgen, stilheden og følelsen af at være del at noget helt særligt. Sådan var det at være i London i september 2022, og sådan var det at være i Roskilde i januar 1972”

En granbelagt Algade. Foto Lise-Lotte Lydholm Dalum

Foredraget ”Kongen er død. Længe leve dronningen”

Hvis du vil høre mere om Laura Maria Schützes forskning i Frederik 9. begravelse, så tag med til foredraget ”Kongen er død. Længe leve dronningen”

Her fortæller hun om de foreløbige resultater af indsamlingen og sætter Frederik 9.s begravelse i perspektiv til både den kongelige begravelsestradition, vi har i Roskilde Domkirke, og til udlandet.

Foredraget finder sted kl. 19 på Roskilde Museum samme dag som spotudstillingen åbner, dvs. tirsdag den 10. januar 2023.

Billetter kan købes på billetto.

Spotudstillingen, der åbner 10. januar, præsenterer et lille udpluk af de mange personlige beretninger, fotografier, film og genstande, som museet har samlet ind siden januar 2022.

Læs mere om selve indsamlingen: Indsamling: Husker du, da hele Danmark tog afsked med Frederik 9.?

Spotudstillingen er en del af forsknings- og formidlingsprojektet Religion – levende kulturarv, som er støttet af VELUX FONDEN.

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

X
post-8565

Roskilde brænder! – Roskilde Museum hylder brandvæsnet og mindes byens brande

BEGIVENHED

Roskilde brænder! – Roskilde Museum hylder brandvæsnet og mindes byens brande

13.06.2024

I spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ bliver branden i Roskilde Domkirke i 1968 mindet med et rigt fotomateriale, avisartikler og dokumentaroptagelser. Foto: Roskilde Domkirkes Arkiv

Med spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ og byvandringer fejrer Roskilde Museum det lokale brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Kom tæt på byens brande og brandfolkenes indsatser. Mærk museumsbygningens fortid som brandstation.

Brand er ofte forbundet med svidende røg, tab og tristesse. Men da spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ åbnede på Roskilde Museum i 2024, var anledningen heldigvis mere festlig:

”Udstillingen er en del af fejringen af Roskilde Brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Gennem fotos, dokumentarfilmklip, nyt og gammelt brandmateriel sætter vi spot på Roskilde Brandvæsens vigtige rolle i byens historie,” sagde museumsinspektør ved Roskilde Museum Dorthe Godsk Larsen.

Derudover kunne besøgende glæde sig til byvandringer om Roskildes brande og de mindste kan tage brandhjelmen på og selv slukke brand i museets børneområde.

Det vakte opsigt, og folk stimlede sammen på Stændertorvet, da Roskilde Domkirke brændte i 1968. Nu mindes branden og brandfolkenes indsats i spotudstillingen ‘Roskilde brænder’ på Roskilde Museum. Foto: Roskilde Arkiverne

Fra brandstation til museumsbygning

Spotudstillingen sætter et særligt fokus på bygningen i Sankt Ols Stræde, der i dag rummer Roskilde Museum. Her lå nemlig Roskilde Brandstation fra 1909 og frem til 1984.

”Mange husker stationens centrale placering i byen; den fortælling er oplagt at gøre til en del af besøget på Roskilde Museum,” uddyber Dorthe Godsk Larsen.

Mange voksne og ældre roskildensere husker brandstationen i Sankt Ols Stræde, som i årene 1909 – 1984 havde til huse i en af de bygninger, der i dag rummer Roskilde Museum. Foto: Gorm Grove

Brandmuseum genopstår

Da museumsbygningen husede Roskilde Brandstation, lå her et lille brandmuseum med materiale, som brandmændene selv havde samlet gennem årene – materiale, som museet nu har lånt af brandstationen, så det igen kommer frem i lyset.

”Et rigtigt godt og tæt samarbejde med og lån af materiale af Roskilde Brandvæsen, Roskilde Stigeholdere og tidligere vicebrandinspektør Ebbe Bødker danner grundlag for udstillingen. Det glæder os som museum, at de har gemt og indsamlet så meget fint materiale, så vi kan fortælle deres historie,” siger Dorthe Godsk Larsen.

I sommeren 2024 kunne den originale brandbil, drejestigen ”S.1.” fra 1937, opleves i gården på Roskilde Museum som en del af spotudstillingen ”Roskilde brænder!” Det er foreningen Roskilde Stigeholdere, som vedligeholder og passer på det flotte køretøj, der kendes fra den årlige juletræstænding på Stændertorvet. Foto: Gorm Grove

Borgervæbningen holdt udkig efter brande

Udstillingen giver også et indblik i tiden før vedtægten i 1874, der banede vejen for brandvæsnet: I 1700-tallet var det borgervæbningen, der slukkede brandene i byen.

”Borgervæbningen havde mange opgaver, der omhandlede byens beredskab, herunder at slukke brande og holde udkig efter ildspåsættelse. Den var en stor del af gadebilledet: Når dens medlemmer spillede det nye år ind på deres trommer, gik de parade i deres flotte uniformer,” fortæller Julie Borg Jensen, der er udstillingsassistent på ’Roskilde Brænder!’

Hun opfordrer museumsgæsterne til også at besøge tårnet i Sankt Laurentius på Stændertorvet og se den store klokke, der blev brugt som brandalarm fra middelalderen og frem til 1933.

Det lille brandmuseum, lavet af brandmændene i anledning af brandvæsnets 100 års jubilæum i 1974 i den gamle brandstation, genopstår i ny form i udstillingen Roskilde brænder! Foto: Gorm Grove

Domkirkebranden er aktuel

I spotudstillingen kan gæsterne komme tæt på branden i Roskilde Domkirke i 1968.

”I lyset af den nylige brand i Børsen i København står domkirkebranden særligt stærkt i folks bevidsthed. Mange lokale drager parallel mellem de to brande. Spotudstillingen åbner med et foredrag om domkirkebranden, og i udstillingen mindes vi den med et rigt fotomateriale og sjældne dokumentarfilmoptagelser,” røber Dorthe Godsk Larsen.

Med brandstationen på Sankt Ols Stræde fik brandfolkene helt nyt udstyr. Her ses deres første brandbil, Trianglen, som de indkøbte for 100 år siden, i 1924. Foto: Roskilde Brandvæsen.

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV 
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

Åbent i dag
d.18-3-2025
11.00-16.00