Efterårsferien i Roskilde står på mord, mystik og – æbler

06.10.2021

Tæppe workshop

Æbler er efterårsferiens midtpunkt hos Lützhøfts Købmandsgård. Der skal mostes, bages og laves stoftryk med æbler, og hele familien kan være med. Foto: ROMU.

ROMU er klar med et efterårsferieprogram, som har noget for enhver smag. Kom til æblefest i den gamle købmandsgård, lav en skraldefortælling på Roskilde Museum, oplev Smattens Magi på RAGNAROCK og meget mere

Efterårsferien betyder gyldne blade og kolde næser. Den betyder også ferie og aktiviteter for hele familien. ROMU har forberedt et godt og alsidigt program, så der er ingen grund til at gå og kede sig i ferien.

Forvandl skrald til guld

Måske er det tid til at blive klogere på alt det, vi normalt ikke skænker så mange tanker? Det er der mulighed for på Roskilde Museum. Her kan man opleve udstillingen ’Forvandlinger’, hvor vi kan spejle os selv og vores historie i det affald, vi efterlader. Vær med i efterårsferiens workshop ’Forvandl skrald til guld’, hvor vi går på opdagelse i udstillingens fortællinger om affald. Lav din egen skraldefortælling med dit eget affald, som kan blive en del af udstillingen. Tag en pose sjovt, mærkeligt eller spændende affald med, som kan komme ned i et syltetøjsglas. I workshoppen kommer vi helt tæt på udstillingens affaldsfortællinger og prøver kræfter med at forvandle tekstilaffald til madpapir eller gavepapir og kaffegrums til skrubbemiddel.

Tid: 18. – 22 oktober kl. 10:00-12.00 og 12:30-14:30.

Sted: Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde.

Pris: 60 kr. (+billetgebyr) Gratis for børn og unge under 18 år, men billetreservation kræves. Billetter købes og reserveres via billetto.dk.

For hele familien, men arrangementet henvender sig primært til børn i alderen 6-14 år og deres voksne.

Mord i kirkeruinen

Du kan også være med til at opklare et spændende mysterium i Sankt Laurentii.

Scenen er sat – Roskilde, 1931: Den arkæologiske udgravning under Stændertorvet er stoppet. Politiet har afspærret området. Udgravningslederen er blevet fundet myrdet, og politiet kan ikke komme videre i efterforskningen. De har brug for JERES hjælp.

Ved indgangen får du udleveret politirapporten. Du skal sætte dig godt ind i sagen. Holde ører og øjne åbne. Din eftersøgning vil bringe dig dybt ned under Stændertorvet og højt op i tårnets tinde. Måske møder du nogen på din vej, der har set noget. En ting er sikkert: Der sker ting og sager i kirkeruinen om natten. For hvad er det egentlig, de har fundet dernede? Hvorfor hører natbetjenten mærkelige lyde? Hvem er det, der går forbi fangernes celler tidligt om morgenen? Måske bliver det dig, der får opklaret sagen!

Tid: 18.-22. oktober kl. 11.00-12.30 og 13.00-14.30

Sted: Sankt Laurentius, Stændertorvet, 4000 Roskilde

Pris: Voksne: 40 kr. (+billetgebyr) Gratis for børn og unge under 18 år, men billetreservation kræves. Billetter købes og reserveres via billetto.dk. 

Æblefest i den gamle købmandsgård

 Lützhøfts Købmandsgård er efterårsferien dedikeret til aktiviteter med en af sæsonens helt store stjerner – æblet! Smag, duft, lyt, og føl dig igennem en perlerække af aktiviteter gennem hele efterårsferien – fra hestevognskørsel til æblepresning. Alt sammen, som man gjorde det for 100 år siden.

Tag med på tur gennem Roskildes gader i den historiske hestevogn, og se byen fra den bedste side, når den erfarne kusk Frede sadler op, eller vær med til at forvandle dine æbler hjemme fra haven til en sød, gylden saft. Husk at medbringe flasker til den færdige most.

Gå på skattejagt i de gamle bygninger og tag med slagteren på arbejde anno 1900. Eller kast dig ud i æblestoftryk og byg dit eget fuglehus. Til den søde tand byder vi på friskbagte, gammeldags æbleskiver med æblestykker i. Smag også vores hjemmelavede æbletoddy. Kaffen serverer vi i to varianter – med eller uden kaffeerstatning fra Richs’.

Tid: 16.-23. oktober kl. 10-16. Søndag lukket.

Sted: Lützhøfts Købmandsgård, Ringstedgade 6-8, 4000 Roskilde

Pris: Til enkelte aktiviteter betales en materialepris på 20-60 kr. Mad og drikke fra 20 kr.

Hestevognskørsel: Børn: 30 kr., voksne, 40 kr. Begrænset antal pladser.

Der kan købes billetter enten ved påstigning, eller på forhånd i butikken fra d. 1/10.

Program:

Skattejagt, fuglehuse, æblepresning og æbleskiver: 16.-23. kl. 11-15. Søndag lukket.

Stoftryk og pølser: 18.-22. oktober kl. 11-15.

Hestevognskørsel: 18.-21. oktober kl. 11-15

Efterårsworkshop i Roskilde Domkirke

I efterårsferien slår Roskilde Domkirke dørene op for sjove og lærerige workshops for børn. Her vil børn såvel som voksne kunne få indsigt i, hvem Margrete d. 1. var, hendes tilhørsforhold til Domkirken og hendes levede liv. Familierne kan sammen klippe og klistre flotte sværd og kroner og bruge en dejlig formiddag sammen.

Tid: 18.-21. oktober kl. 10.00-12.00

Sted: Roskilde Domkirke

Pris: Voksne: 60 kr. (entrébillet til Domkirken) Børn gratis adgang.

 

ROMUs mange efterårsferieaktiviteter

Uhyggelig Allehelgen og en tur i smatten:

Der er aktiviteter for alle, når ROMU inviterer til efterårsferiesjov i Lejre, Frederikssund og Roskilde Kommuner. Bliv detektorfører for en dag i Lejre, bryg din egen æblemost på Tadre Mølle, eller bliv skræmt fra vid og sans til Allehelgen på Frederikssund Museum, Færgegården.

 RAGNAROCK – Museet for pop, rock og ungdomskultur er det knap så hårrejsende aktiviteter, der venter for hele familien. Kast jer ud i en underholdende gådejagt på festivalpladsen eller kom med på helt særlige omvisninger i RAGNAROCKs særudstilling om 50 år med Roskilde Festival.

Hele programmet kan ses på www.romu.dk/efteraarsferie

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV 
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE NYHEDER OG ARTIKLER FRA ROSKILDE MUSEUM

Roskilde Museum åbner udstilling skabt for og af børn

Roskilde Museum åbner udstilling skabt for og af børn

Der bliver ikke noget med at tysse og liste i udstillingen MIG & MIN BY!, som fra fredag den 14. oktober kan opleves på Roskilde Museum. Udstillingen er nemlig målrettet børn, og det er børn, der har været med til at skabe den. Museumsinspektøren glæder sig til at byde velkommen til et univers med leg og læring på børnenes egne præmisser.

læs mere
I sommerferien skal vi tæt på historien – den nære og den fjerne

I sommerferien skal vi tæt på historien – den nære og den fjerne

Denne sommer kan du både opleve Roskildes tidligste historie tæt på, og du kan komme i kontakt med din egen historie. Det unikke Ely-håndskrift fra middelalderen er lige nu udstillet på Roskilde Museum – og du kan også selv prøve kræfter med blæk og kaligrafitusser. Og så skal vi en tur tilbage i vores egen hukommelse – museet og Erindringsfabrikken afholder erindringssaloner, hvor vi skal tæt på vores egne sommerminder

læs mere
X
post-8565

Roskilde brænder! – Roskilde Museum hylder brandvæsnet og mindes byens brande

BEGIVENHED

Roskilde brænder! – Roskilde Museum hylder brandvæsnet og mindes byens brande

13.06.2024

I spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ bliver branden i Roskilde Domkirke i 1968 mindet med et rigt fotomateriale, avisartikler og dokumentaroptagelser. Foto: Roskilde Domkirkes Arkiv

Med spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ og byvandringer fejrer Roskilde Museum det lokale brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Kom tæt på byens brande og brandfolkenes indsatser. Mærk museumsbygningens fortid som brandstation.

Brand er ofte forbundet med svidende røg, tab og tristesse. Men når spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ åbner på Roskilde Museum den 18. juni, er anledningen heldigvis mere festlig:

”Udstillingen er en del af fejringen af Roskilde Brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Gennem fotos, dokumentarfilmklip, nyt og gammelt brandmateriel sætter vi spot på Roskilde Brandvæsens vigtige rolle i byens historie,” siger museumsinspektør ved Roskilde Museum Dorthe Godsk Larsen.

Derudover kan besøgende glæde sig til byvandringer om Roskildes brande og de mindste kan tage brandhjelmen på og selv slukke brand i museets børneområde. Åbningsdagen for udstillingen markeres med foredrag om branden i Roskilde Domkirke i 1968.

Det vakte opsigt, og folk stimlede sammen på Stændertorvet, da Roskilde Domkirke brændte i 1968. Nu mindes branden og brandfolkenes indsats i spotudstillingen ‘Roskilde brænder’ på Roskilde Museum. Foto: Roskilde Arkiverne

Fra brandstation til museumsbygning

Spotudstillingen sætter et særligt fokus på bygningen i Sankt Ols Stræde, der i dag rummer Roskilde Museum. Her lå nemlig Roskilde Brandstation fra 1909 og frem til 1984.

”Mange husker stationens centrale placering i byen; den fortælling er oplagt at gøre til en del af besøget på Roskilde Museum,” uddyber Dorthe Godsk Larsen.

Fra den 23. juni og sommeren over får et helt særligt køretøj plads som en del af udstillingsoplevelsen. Da vender drejestigen ”S.1.”, som brandinspektøren anskaffede i 1937, nemlig for en tid ”hjem” til den gamle brandstation. Den vil holde i museumsgården, der engang var ramme om brandøvelser og klargøring af brandmateriel. Drejestigen er en af Danmarks ældst bevarede og vedligeholdes i dag af Roskilde Stigeholdere.

Mange voksne og ældre roskildensere husker brandstationen i Sankt Ols Stræde, som i årene 1909 – 1984 havde til huse i en af de bygninger, der i dag rummer Roskilde Museum. Foto: Gorm Grove

Brandmuseum genopstår

Da museumsbygningen husede Roskilde Brandstation, lå her et lille brandmuseum med materiale, som brandmændene selv havde samlet gennem årene – materiale, som museet nu har lånt af brandstationen, så det igen kommer frem i lyset.

”Et rigtigt godt og tæt samarbejde med og lån af materiale af Roskilde Brandvæsen, Roskilde Stigeholdere og tidligere vicebrandinspektør Ebbe Bødker danner grundlag for udstillingen. Det glæder os som museum, at de har gemt og indsamlet så meget fint materiale, så vi kan fortælle deres historie,” siger Dorthe Godsk Larsen.

Fra 23. juni til og med 1. uge af september kan den originale brandbil, drejestigen ”S.1.” fra 1937, opleves i gården på Roskilde Museum som en del af spotudstillingen ”Roskilde brænder!” Det er foreningen Roskilde Stigeholdere, som vedligeholder og passer på det flotte køretøj, der kendes fra den årlige juletræstænding på Stændertorvet. Foto: Gorm Grove

Borgervæbningen holdt udkig efter brande

Udstillingen giver også et indblik i tiden før vedtægten i 1874, der banede vejen for brandvæsnet: I 1700-tallet var det borgervæbningen, der slukkede brandene i byen.

”Borgervæbningen havde mange opgaver, der omhandlede byens beredskab, herunder at slukke brande og holde udkig efter ildspåsættelse. Den var en stor del af gadebilledet: Når dens medlemmer spillede det nye år ind på deres trommer, gik de parade i deres flotte uniformer,” fortæller Julie Borg Jensen, der er udstillingsassistent på ’Roskilde Brænder!’

Hun opfordrer museumsgæsterne til også at besøge tårnet i Sankt Laurentius på Stændertorvet og se den store klokke, der blev brugt som brandalarm fra middelalderen og frem til 1933.

Det lille brandmuseum lavet af brandmændene i anledningen af brandvæsnets 100 års jubilæum i 1974 i den gamle brandstation genopstår i ny form i udstillingen Roskilde brænder! Foto: Gorm Grove

Domkirkebranden er aktuel

I spotudstillingen kan gæsterne komme tæt på branden i Roskilde Domkirke i 1968.

”I lyset af den nylige brand i Børsen i København står domkirkebranden særligt stærkt i folks bevidsthed. Mange lokale drager parallel mellem de to brande. Spotudstillingen åbner med et foredrag om domkirkebranden, og i udstillingen mindes vi den med et rigt fotomateriale og sjældne dokumentarfilmoptagelser,” røber Dorthe Godsk Larsen.

Spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ åbner tirsdag den 18. juni på Roskilde Museum.

Med brandstationen på Sankt Ols Stræde fik brandfolkene helt nyt udstyr. Her ses deres første brandbil, Trianglen, som de indkøbte for 100 år siden, i 1924. Foto: Roskilde Brandvæsen.

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV 
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

Åbent i dag
d.11-10-2024
11.00-21.00